Krisetermometer - december 2009
Er krisen ved at være overstået? Eller bliver det endnu værre? Med Fagbladets nye krisetermometer kan du hver måned følge udviklingen på ti centrale indikatorer.
Overordnet indikator
Faldet fra 73,1 i novembers termometer til 69,7.
Eksperten, Tage Otkjærs vurdering: Hidtil laveste. Ikke mange opmuntringer. Drømme og håb om at krisen er ved at være forbi bliver ikke indfriet. (Klik på grafen for større billede)
Ledighed
Steget fra 113.000 i novembers termometer til 118.000.
Eksperten, Tage Otkjærs vurdering: Der er sket en overraskende stor stigning i arbejdsløsheden, efter kurven på et tidspunkt ellers så ud til at flade ud. Det kan hænge sammen med, at virksomhederne har forsøgt sig med arbejdsfordeling, og nu er nået til en situation, hvor de bliver nødt til at afskedige medarbejdere. (Klik på grafen for større billede)
Nybyggeri
Ingen nye tal i forhold til novembers termometer: Faldet fra 791 m2 etageareal i oktobers termometer til 755.
Eksperten, Tage Otkjærs vurdering: Her er vi nede på det hidtil laveste niveau, hvilket ikke tegner godt for de mange ledige byggearbejdere. Det er dog ikke gået helt i stå. Der er stadig nogen, som skriver kontrakter under på nye huse – og det er glædeligt. (Klik på grafen for større billede)
Tvangsauktioner
Faldet fra 429 i novembers termometer til 380.
Eksperten, Tage Otkjærs vurdering: Ligger stadig langt over gennemsnittet på 250 og kan sagtens stige igen, når kreditforeningerne taber tilliden til flere husejere. Vi skal længere hen for at se, at det har toppet. (Klik på grafen for større billede)
Konkurser
Steget fra 501 i novembers termometer til 507.
Eksperten, Tage Otkjærs vurdering: Her tror jeg efterhånden, at vi er ved at være på bjergets top. De fleste virksomheder uden det store omstillingsberedskab er væltet omkuld. Dem, der er tilbage, kan i højere grad justere på forretningen, så de overlever. (Klik på grafen for større billede)
Forbrugsgoder
Fald fra indeks -9,9 i novembers termometer til -13,4.
Eksperten, Tage Otkjærs vurdering: Man skal mindst ti år tilbage for at finde en lavere forventning om køb af varige forbrugsgoder. Folk er meget pessimistiske i forhold til deres private, økonomiske situation. Vi skal nok ind i 2010, før folk finder ud af, at deres disponible indkomst er steget på grund af skattereformen. (Klik på grafen for større billede)
Dankortomsætning
Mindre fald i forhold til novembers termometer – normalt er der vækst.
Eksperten, Tage Otkjærs vurdering: Det kommer bag på mig, at Dankort-omsætningen falder. Mange butikker har ellers forsøgt sig med ekstraordinære udsalg. For en gang skyld skal vi ikke forvente rekordstort julesalg i år. Viser at økonomien ikke har det godt. (Klik på grafen for større billede)
Eksport af maskiner
Stigning fra 8.200 mio. kroner i novembers termometer til 8.600.
Eksperten, Tage Otkjærs vurdering: I lyset af at verdenshandlen er vendt er det skuffende, at man ikke kan se en klar vending i dansk maskineksport. Hvis den fulgte den normale vækst, skulle den nærme sig 12.000 mio. kroner om måneden. Problemet er nok, at Danmark hovedsageligt eksporterer dyre komponenter. Når krisen kradser, vælger mange billigere alternativer. (Klik på grafen for større billede)
Flytrafik
Mindre fald i forhold til novembers termometer.
Eksperten, Tage Otkjærs vurdering: Selvom folk flyver lidt mindre, så er denne indikator alligevel tegn på, at krisen kan være ved at vende. I Kastrup Lufthavn var november for eksempel den første måned med fremgang i passagertallet siden juli 2008. Her steg det med 1,1 procent i forhold til samme måned sidste år. Lidt over 1,5 millioner passagerer benyttede denne lufthavn i november. (Klik på grafen for større billede)