Rekord i julehjælp

Julen blev båret ind hos 3F Randers. Sammen med ASF-Dansk Folkehjælp delte afdelingen julelegater ud til 61 enlige forsørgere. I år har sat rekord for bidrag.

Helle Schunk er glad for julelegatet, der blev overrakt af ASF Dansk Folkehjælp.  (Foto: Niels Åge Skovbo)Helle Schunk er glad for julelegatet, der blev overrakt af ASF Dansk Folkehjælp. (Foto: Niels Åge Skovbo)

Der var julestemning og blanke øjne hos 3F Randers mandag. Her modtog 61 enlige forsørgere et julelegat fra nødhjælpsorganisationen ASF-Dansk Folkehjælp.

Sammen med Ekstra Bladet samlede ASF igen i år penge ind til børn i fattige, danske hjem, så de kan holde en ordentlig jul med gaver og god mad. Der blev indsamlet 3,3 millioner kroner, og det er rekord.

Sørgeligt mange fattige

Formand for ASF Dansk Folkehjælp Ib Jensen glæder sig over, at det store beløb gør det muligt at uddele legat til 2.400 familier.

- Desværre kan vi ikke hjælpe alle. Vi havde 5.000 ansøgere. Mere end dobbelt så mange som i fjor. Det er en sørgeligt, at der bliver så mange flere fattige, siger han.

En af legatmodtagerne er Helle Schunk, Randers.

- Det er svært at få råd til julen som eneforsørger med to børn på seks og to år. Julelegatet redder julen rigtig meget. Der bliver råd til gode gaver og jeg kan se lidt lettere på det hele, siger hun.

En dejlig dag

Faglig Vejledning Kronjylland under 3F Randers uddelte julelegaterne i samarbejde med ASF Dansk Folkehjælp.

- Nogle af modtagerne græd. De er glade for at kunne holde en god og værdig jul. Det er en dejlig dag. Hele personalet hjælper med at få dagen til at glide. Vi er glade for samarbejdet, siger Preben Smed fra 3F Randers.