Dansk recession koster tusindvis af job
Et minus på 0,8 procent af BNP i tredje kvartal sender Danmark i retning af en ny recession. Det vil koste 10.000-20.000 job.
Danmark er på vej mod den tredje recession på blot tre år, og det kan mærkes især i detailhandlen. (Foto: Colourbox.dk) Danmark er på vej i recession, og det kommer til at koste arbejdspladser. Det vurderer seniorøkonom i Nykredit Markets, Tore Stramer.
- Beskæftigelsen har været faldende igennem en periode, og med tanke på, at vækstudsigterne tegner meget dystert, vil vi se en stigende ledighed med 10.000 til 20.000 ind i 2012, før udviklingen stabiliserer sig, siger han til Newspaq.
For tredje gang på tre år risikerer den danske økonomi at gå i recession. Det står klart efter, at nye tal fra Danmarks Statistik viser, at væksten i tredje kvartal var på minus 0,8 procent.
Sortsyn blandt virksomheder og forbrugere
Fortsætter udviklingen i fjerde kvartal, er Danmark teknisk set i recession, og det vil gå ud over flere brancher, vurderer Tore Stramer.
- Meget tyder på, at recessionen i denne omgang kan blive længerevarende. Det skyldes sortsyn blandt virksomheder og forbrugerne og vil især ramme servicesektoren, detailhandlen og eksporterhvervene, siger Tore Stramer.
Den vurdering deles af detailhandlen. Her regner hver fjerde butik med at måtte fyre ansatte i 2012.
I Dansk Erhverv, der står bag undersøgelsen, ser man sort på danskernes fremtidige lyst til at hive penge op af lommen.
- Det danske privatforbrug kommer næppe i gang foreløbig. Med forventningerne om aftagende eksport er der for alvor dømt dansk smalkost de kommende kvartaler. Når vi samtidig indfører nye punktafgifter, der hæver inflationen og udhuler købekraften, gør vi det ikke ligefrem lettere for os selv, siger cheføkonom Bo Sandberg.
Efterlønspengene kan sætte gang i hjulene
Eneste lyspunkt er efterlønspengene, der måske kan booste forbruget til næste år.
- Men de penge vil desværre ikke batte noget, hvis de blot ryger ind på bankbogen, hvilket der er meget, der tyder på, siger Tore Stramer.
Han understreger, at der skal en afklaring på gældskrisen i Europa til, før der for alvor kommer gang i de danske hjul.