Thorning: Krisen fortsat den vigtigste opgave
Politik:
Uddannelse, grøn vækst, milliarder til nye job i mindre virksomheder og trygge veje ud af krisen. Det var nogle af de slaglinjer, statsministeren bød på, da hun leverede årets åbningstale i Folketinget.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) holdt i dag tale ved Folketingets åbning. Uddannelse, grøn vækst og milliarder til nye job er blandt regeringens mål til det næste års arbejde. (Foto: Arkivfoto) "Danmark skal trygt igennem krisen. Det er fortsat regeringens vigtigste opgave".
Det budskab var i fokus, da statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) skød gang i det arbejde, Folketinget skal bruge efterår og forår på. Og hun slog fast, at den danske regering er blandt de regeringer, der har gjort allermest for at sikre job.
- Mange af de beslutninger, regeringen har truffet, har haft et dobbelt mål: konkrete forbedringer i danskernes hverdag. Og flere arbejdspladser, erklærede hun, da hun holdt årets åbningstale.
Milliarder i nye job
Det var især sygehuse, uddannelse, miljø, kriminalitet, samt job og vækst, der prægede talen.
Og når det gælder job og vækst, er det især de mindre virksomheder, der skal trække læsset, forklarede Helle Thorning-Schmidt:
- De skaber mange arbejdspladser. Derfor giver vi nu mulighed for nye lån til netop de mindre virksomheder - nye lån, som kan nå op på omkring 12 milliarder kroner. Så de kan købe nye anlæg og maskiner. Så de kan skabe endnu flere job.
Ikke flere dagpenge
Til gengæld var der ingen løfter om flere dage med dagpenge til dem, der risikerer at ryge ud af dagpengesystemet til nytår. Men statsministeren erkendte, at det er hårde tider for er for mange familier. Det lød sådan:
- Tusindvis af danskere har mistet deres arbejde. Mange er usikre på fremtiden. Vi skal hjælpe dem, der står uden arbejde. Derfor gennemfører vi en akutpakke for de ledige, der har under et halvt år tilbage med ret til dagpenge. Derfor giver vi tusindvis af unge nye muligheder med jobrotation, brobygning til uddannelse eller som voksenlærlinge.
- Men det bedste, vi kan gøre for dem, der ikke har et arbejde, er at skabe flere arbejdspladser.