Konfetti og høj musik i København

50.000 elever og studerende landet over var på gaden i tirsdagens store velfærdsprotester. De unge fortsætter indtil nedskæringerne er taget af bordet, forsikrede de.

30.000 unge var samlet på Rådhuspladsen i København.30.000 unge var samlet på Rådhuspladsen i København.

Se lyd og billeder fra demonstrationerne den 2. oktober

I København kom der den ene blok efter den anden af elever og studerende med bannere, trommer og musik fra de mange lydvogne ind på Rådhuspladsen.

Og da de pædagogstuderende som de sidste dukkede op, udfyldte de det sidste hjørne af Rådhuspladsen.

30.000 unge i alt var samlet i København, vurderer Elev- og studenterorganisationer bag demonstrationen. Sammen gik de i optog til Christiansborg, hvor de mødtes med fagbevægelsens store velfærdsdemonstration.

I Århus gik elever og studerende samlet til demonstration efter samme opskrift. Landet over var 50.000 unge mødt frem i de otte protestbyer, vurderer organisationerne bag.

Konfetti og brandtaler
I København var der talere fra folkeskoleeleverne, sygeplejestuderende og universitetsstuderende mellem konfetti i alle farver og høj musik fra en DJ på scenen.

- Vi står her i dag, fordi vi tager ansvar for vores uddannelser, fortalte Pernille Skipper fra de Studerendes Råd på Københavns Universitet.

- Vi er godt trætte af, at Bertel Haarder og Helge Sander benægter, at de laver nedskæringer. Vi mærker forringelserne i hverdagen, og de er sgu reelle nok, sagde Pernille Skipper.

Hun brugte også talen til at advare mod, at uddannelserne i Danmark skal koste penge.

- Vi vil have uddannelser i verdensklasse. Derfor fortsætter vi med protesterne indtil de er taget af bordet, sluttede Pernille Skipper af.

Kirsten Salling, formand for de sygeplejestuderende, krævede fra talerstolen, at politikerne satte handling bag deres pæne ord.

- Det er jeres ansvar at investere i vores uddannelse og fremtidens velfærd.