Flere bøder efter jagt på illegale
Arbejdstilsynet i aktion med SKAT og politiet fandt tre firmaer, som arbejdede i Nordsjælland uden at være registreret. Razziaerne fortsætter.
Arbejdstilsynet er også velkommen til at kontakte 3F, hvis de tilsynsførende vil vide, hvor der gemmer sig suspekte byggearbejder. Det tilbud fik tilsynsdirektør Jens Jensen, da han i sidste uge mødte en række repræsentanter fra 3F's lokale afdelinger. (Foto: Niels Stoktoft Overgaard) Arbejdstilsynet er begyndt at køre op og ned ad villaveje for at se, hvad der foregår af ombygningsarbejde og renoveringer. Sådan en ekspedition lige før påske "gav større udbytte end forventet." Det fortæller Jens Jensen, der er direktør for Arbejdstilsynet.
De tilsynsførende opdagede seks ejendomme, hvor der arbejdede udenlandske virksomheder. Halvdelen af dem var ikke opført i Registret for Udenlandske Tjenesteydere, RUT-registeret. De tre firmaer får nu hver en bøde på 10.000 kroner.
SKAT afslørede samtidig overtrædelse af momsregler. Desuden sender SKAT spørgsmål til undersøgelse hos myndighederne i firmaernes hjemlande.
Anmeldelse i Danmark for udenlandske virksomheder (RUT-registeret).
Politiet i baghånden
Aktionen foregik i det nordlige Sjælland op mod Helsingør. To biler kørte med hver to tilsynsførende fra Arbejdstilsynet og to medarbejdere fra SKAT. De havde desuden en aftale med politiet, som var klar til hurtig udrykning.
Det blev der brug for. På en af adresserne nægtede de udenlandske medarbejdere at opgive deres navne og andre oplysninger. Politiet blev tilkaldt, som fik udlændingene til at afgive oplysningerne.
Fejl og mangler flere steder
På flere af ejendommene fandtes der fejl og mangler, som kunne have ført til fare. Men lige da myndighederne kom, var der var ingen, som arbejdede i farezonen. De tilsynsførende vejledte om at udbedre forholdene, før der fortsat kunne arbejdes på byggeriet.
- Ingen steder opdagede vi medarbejdere i aktuel fare. Derfor afgav vi intet påbud, fortæller tilsynschef Hasse Mortensen fra Arbejdstilsynet.
Han tilføjer, at de tilsynsførende vil fortsætte med at tjekke villakvarterer sammen med medarbejdere fra SKAT og med politiet i baghånden. Resultaterne fra aktionen før påske beviser, at der er overtrædelser at afsløre.