"Trænger du til tissemand?"
"Du har en dejlig røv"; "du må da trænge til en mand, når du lever alene", og "trænger du til tissemand?" Slibrige kommentarer, der var hverdagskost for Alice Fuglsang på bostedet i Haderslev, hvor hun blev overbegloet og kommenteret af formanden for bestyrelsen. 3F har nu lagt sag an mod den bestyrelse, som lod formanden chikanere hende.
Ingen af dem aner, hvad de skal sige. Både Alice Fuglsang og den murer, som er på besøg på bostedet Klosterbo, som hun bestyrer, er pinligt berørte og paffe. Formanden for Klosterbos bestyrelse har nemlig lige tilbudt sin bestyrer til den målløse murer med ordene: "Kan du ikke hjælpe Alice, hun må da trænge til en mand, når hun lever alene?".
- Mureren vidste ikke, hvor han skulle kigge hen, og jeg blev helt paf. Man blev så overrasket hver gang, han sagde den slags, siger Alice Fuglsang (46) om bestyrelsesformanden, der i foråret 2006 ansatte hende som ny bestyrer på Klosterbo i Haderslev.
Klosterbo er et bosted for 12 ældre mænd og drives af en bestyrelse på syv mand. I løbet af den tid Alice Fuglsang arbejdede på stedet, fra maj 2006 til januar 2008, bliver formanden så grov over for hende, at hun sammen med 3F nu har stævnet ham og hele bestyrelsen for sexchikane.
- Bestyrelsesformanden havde kontor i kælderen og kom næsten hver dag ind i køkkenet og skulle have kaffe. Så sad han og overbegloede mig og kom med dumme bemærkninger. Da jeg på et tidspunkt skulle ind og opereres for knuder i mit underliv, spurgte han mig: "Er det, fordi du trænger til tissemand, at du går og bøvler med sådan noget?", og jeg skulle også høre på, at han ikke havde haft sex med sin kone i 25 år.
Som regel aner Alice Fuglsang ikke, hvad hun skal sige, når formanden går tæt på hende med sine bemærkninger, men da han en dag klapper hende bagi, siger hun klart fra.
- Han gik bag mig og sagde, at jeg havde en dejlig røv. "Ja, den er da i hvert fald stor", siger jeg, og da vi kommer ind i køkkenet, giver han mig et klap i den. Jeg vender mig om og siger, at det vil jeg ikke have, fortæller Alice Fuglsang, der føler sig mere og mere klemt.
Du er doven
Hun er glad for Klosterbos beboere, og de er glade for hende. Efter 23 år som ernæringsassistent i køkkenet på et plejehjem har Alice Fuglsang taget det store spring for netop at få tættere kontakt til de mennesker, hun laver mad til. Og så bor hun på stedet, i en lille lejlighed, der hører til institutionen.
- Jeg følte, jeg stod ganske alene med det her, for hvor skulle jeg gå hen med det? Sammen med resten af bestyrelsen var bestyrelsesformanden jo min leder, siger Alice Jensen.
En dag bliver det alligevel for meget, hun betror sig til et af de øvrige bestyrelsesmedlemmer og fortæller, at det går hende på at blive nedværdiget. Bestyrelsesmedlemmet lover at gøre noget ved sagen. Kort tid efter får Alice Fuglsang at vide, at han er smidt ud af bestyrelsen.
- Jeg troede, at det måske blev bedre nu, hvor jeg havde fortalt om sexchikanen. Måske ville de behandle mig ordentligt, men i stedet fik jeg at vide, at jeg aldrig skulle have været ansat. At der var andre, der var mere kvalificerede, og at de kun havde taget mig, fordi jeg ville bo på stedet. At jeg er doven, fordi jeg ikke vil arbejde 24 dage i træk uden en fridag; jeg skal have underskrift på alt og spørge efter hver lille ting, også en dags-dato-blok til 29,95. Jeg kan ikke gøre noget godt nok, siger Alice Fuglsang.
På det tidspunkt har hendes eneste kollega på bostedet, Kirsten Johansen, der også er medlem af 3F, fået nok. Hun begynder at sige fra over for sine arbejdsforhold og på et møde i juni 2007, hvor arbejdsmiljøet på Klosterbo skal diskuteres sammen med 3F og stedets bestyrelse, bryder Alice Fuglsang sammen og fortæller om sexchikanen.
Holdt ud for længe
Formanden indrømmer chikanen, mødet bliver stoppet - og senere modtager 3F et brev om, at formanden er fratrådt bestyrelsen. Til gengæld får 3F aldrig svar på et krav om, at arbejdsmiljøet på Klosterbo skal forbedres. Og bestyrelsen fortsætter med at spænde ben for Alice Fuglsangs arbejde.
De udebliver fra de faste ugentlige møder, melder ikke afbud og svarer ikke på sms'er og opringninger. Telefonen holder op med at ringe, for Alice Fuglsang må ikke længere have kontakt til kommunen vedrørende beboerne. En dag går kassereren lige forbi hende uden at hilse og smider en kuvert til hende med besked om, at hun ikke selv skal aflevere regnskabet fremover, men lægge det i en kasse til ham.
Kulminationen på alle ubehagelighederne kommer den dag, kollegaen Kirsten Johansens sag om manglende betaling for arbejdet på Klosterbo skal behandles. Her møder den tidligere formand op - stadig som medlem af bestyrelsen.
- Jeg fik et chok og kunne ikke mere, siger Alice Fuglsang, der bliver sygemeldt af sin læge i januar 2008 og senere får diagnosen depression og angstreaktion. Og en fyreseddel fra Klosterbo. Sagen er i dag anmeldt som en arbejdsskade, og sammen med 3F har Alice Fuglsang lagt sag an mod hele Klosterbos bestyrelse for blandt andet chikane og uberettiget fyring.
I dag tager hun piller mod depressionen, har gået med selvmordstanker og har i det hele taget svært ved at genkende sig selv.
- I dag fortryder jeg, at jeg ikke sagde stop noget før, men jeg er jo ikke lige den der sygemelder mig. Jeg holdt ud for længe - men det var jo drømmejobbet.