SKAT bag razzia på livsfarlig byggeplads

SKAT kom torsdag på uanmeldt besøg på livsfarlig byggeplads i Holstebro. 3F mistænker firmaet for underbetaling og lønsvindel.

3F mistænker byggeplads i Holstebro for lønsvindel, efter at SKAT kom på uanmeldt besøg torsdag for at se nærmere på ansættelsesforhold og kontrakter . (Privatfoto)3F mistænker byggeplads i Holstebro for lønsvindel, efter at SKAT kom på uanmeldt besøg torsdag for at se nærmere på ansættelsesforhold og kontrakter . (Privatfoto)

Så gik den ikke længere. SKAT foretog torsdag et uanmeldt besøg på byggepladsen hos Boligselsskabet Sct. Jørgens afdeling på Thorsvej i Holstebro.

I længere tid har 3F mistænkt byggepladsen for at være arnested for løn- og skattesvindel, efter det er kommet frem, at firmaet HB Boliginvest ApS, der står for renoveringen, har ladet opgaven gå videre til en halv snes tyske enkeltmandsvirksomheder.

- Jeg kan bekræfte, at vi har været på besøg på den pågældende arbejdsplads i dag for at se nærmere på ansættelsesforhold og kontrakter mellem entreprenøren og de ti udlændinge på byggepladsen, som vi i øjeblikket har taget kontakt til, lyder det fra afdelingsleder i Skattecenter Struer, Lars Holte Larsen.

Ifølge afdelingslederen er det for tidligt at sige noget om resultatet af razziaen.

Hos 3F er der glæde:

- Vi har i længere tid gjort opmærksom på problemerne på byggepladsen. Derfor er det godt, at SKAT nu foretager en razzia på byggepladsen, lyder det fra faglig sekretær i 3F Holstebro, Jens Knudsen.

Fondsstøtte til livsfarligt byggeri

Renoveringen er blevet støttet med over 12 millioner kroner fra Landsbyggefonden. Desuden har boligselskabet modtaget en kommunal blåstempling i form af en kommunal lånegaranti.

For at modtage denne støtte skal bygherren følge Socialministeriets bekendtgørelse om støtte til almen boligbyggeri - eller med andre ord, følge reglerne. Men det kniber det gevaldigt med på byggepladsen.

For det er absolut ikke første gang, at der er blæst om renoveringsarbejdet på Thorsvej i Holstebro. Stribevis af påbud og advarsler fra Arbejdstilsynet er fulgt i kølvandet på renoveringen.

- Det er en livsfarlig byggeplads. Det er helt hen i vejret, at man kan få så mange offentlige støttekroner til et renoveringsprojekt, hvorefter man så hyrer billig tysk arbejdskraft og gambler med sikkerheden, lyder det fra Jens Knudsen.