Falck oversælger sundhedsordning

Falck Healthcare har ingen dokumentation, når de sælger sundhedsordninger med løfte om nedsat sygefravær. Det er i strid med markedsføringsloven.

Falck Healthcare har ingen dokumentation for, at sygefraværet rent faktisk også falder på de arbejdspladser, der køber en sundhedsordning. Men det lover de på deres hjemmeside. (Foto: Falck Healthcare.)Falck Healthcare har ingen dokumentation for, at sygefraværet rent faktisk også falder på de arbejdspladser, der køber en sundhedsordning. Men det lover de på deres hjemmeside. (Foto: Falck Healthcare.)

En investering i medarbejdersundhed reducerer blandt andet sygefravær på arbejdspladsen. Sådan skriver Falck Healthcare på deres hjemmeside. Men de har ingen dokumentation for, at sygefraværet rent faktisk også falder på de arbejdspladser, der køber en sundhedsordning. For eksempel tværfaglig behandling, der sikrer medarbejdere behandling hos massør, kiropraktor, zoneterapeut eller fysioterapeut.

Jonatan Schloss, direktør for fraværshåndtering i Falck Healthcare, understreger, at man ikke forsøger at sælge sundhedsordningerne med en garanti om nedsat sygefravær.

- Det er vigtigt at skelne mellem den forebyggende indsats, kontra når folk har meldt sig syge. Den forebyggende indsats, som for eksempel tværfaglig behandling, har et længere perspektiv, så det er svært at måle effekten på sygefraværet her og nu. Men man kan gå ind og måle på medarbejdertrivsel, som nok også betyder noget, når vi taler om sygefravær. Men vi går ikke ud og giver garantier, siger han.

Kræver dokumentation

Jurist hos Forbrugerombudsmanden Carsten Strøjer vil ikke kommentere den konkrete sag, men fastslår, at når en virksomhed kommer med et udsagn, så skal der også være dokumentation for udsagnet, også når der er tale om varer og ydelser, der sælges mellem erhvervsdrivende.

- Markedsføringsloven gælder i princippet også i forholdet mellem erhvervsdrivende, siger Carsten Strøjer til Nyhedsbrevet 3F.

Han oplyser desuden, at virksomheder, der ønsker at klage over en anden virksomheds markedsføring af et produkt eller en ydelse, skal gå til deres brancheorganisationer.

Svært at opgøre fraværsstatistikker

Selvom Falck Healthcare begyndte at sælge de første sundhedsordninger tilbage i 2001, har man ikke data over virksomhedernes fraværsstatistikker, der kan vise en eventuel effekt af ordningerne.

Ifølge Jonatan Schloss er problemet, at det er svært at lave sammenligninger mellem virksomheder, der bruger sundhedsordninger, og virksomheder, som ikke bruger sundhedsordninger, da der ikke er offentligt tilgængelige sygefraværsstatistikker på det private område. Det er derfor vanskeligt at dokumentere en effekt, mener han.

- Det er først i løbet af det sidste par år, at kommunale arbejdsgivere er begyndt at bruge sundhedsordninger, og der har kommunalreformen "forstyrret" meget, når vi taler om sygefravær, fortæller han.