Odense Kommune underkendt i sygesager
Antallet af omstødte afgørelser i sager om sygedagpenge er steget med 63 procent i Odense Kommune.
- Det har været et helvede, siger 47-årige Dianne Bæk, som fejlagtigt fik frataget sine sygedagpenge. (Morten Schärfe) Socialrådgivere i Odense Kommune begår oftere og oftere fejl, når de behandler borgeres sager om sygedagpenge.
I løbet af de første ni måneder af 2009 blev 26 af kommunens afgørelser afvist af Beskæftigelsesankenævnet mod 16 i samme periode året forinden. Det svarer til en stigning på 63 procent, viser tallene fra Ankestyrelsen.
- Det er rystende med en stigning i underkendte sager i den størrelsesorden. Det er beskæmmende for borgernes retssikkerhed, siger Inger Dybro, socialrådgiver hos 3F Odense GOPS.
Lægen ikke hørt
Odense Kommune stoppede blandt andet 47-årige Dianne Bæks sygedagpenge på et forkert grundlag. Kommunens socialrådgiver traf sin beslutning uden at have set Dianne, snakket med hendes læge, fået journaloplysninger fra sygehuset eller talt med hendes fagforening.
- Jeg skulle bare ud af systemet. Det var kun et spørgsmål om kroner og øre, siger Dianne Bæk.
3F'eren klagede over kommunens dom. Og et enigt beskæftigelsesankenævn ændrede afgørelsen, så hun fik sygedagpenge med tilbagevirkende kraft.
Kommune: Bonusløn til gavn for borgerne
Dianne Bæk fik frataget sine sygedagpenge i 2009. Året, hvor Odense Kommune udbetalte en bonus på 10.000 kroner til hver af dens socialrådgivere, som afsluttede 15 sager om sygedagpenge om måneden.
Flere eksperter frygter, at bonusløn kan forringe kvaliteten i behandlingen af sagerne. Men ledelsen i jobcentret i Odense mener, at ordningen er til gavn for borgerne.
- Vi er ikke bange for, at sagsbehandlere kun tænker på bonussen. I stedet handler det om borgernes retssikkerhed. Vi rådgiver dem endda til at anke sagen for at få en second opinion. Så der er ikke noget fikumdik i det, siger Ib Rasmussen, udviklingschef i Jobcenter Odense.