146 Falck-afgørelser skal gå om

Kolding Kommune stopper samarbejde med Falck Jobservice om afgørelser i sygedagpengesager. Kommunen forventer at genbehandle 146 ulovlige afgørelser inden jul.

Kolding Kommune stopper samarbejde med Falck Jobservice om afgørelser i sygedagpengesager.Kolding Kommune stopper samarbejde med Falck Jobservice om afgørelser i sygedagpengesager.

Vikarer fra det private firma Falck Jobservice har truffet afgørelser om stop for borgernes sygedagpenge i Kolding Kommune siden september 2009. Men nu er det slut. Det har kommunens arbejdsmarkedsudvalg netop besluttet.

Kovendingen sker efter, at Ankestyrelsen for nylig dømte sygedagpengeafgørelser truffet af ansatte i vikarfirmaet Falck Jobservice ulovlige.

- Den del af kontrakten med Falck er sat ud af kraft resten af kontraktperioden. Vi har nu fastansat de pågældende Falck-vikarer, mens en enkelt har fundet anden beskæftigelse, siger Mette Balsby, formand for Kolding Kommunes arbejdsmarkedsudvalg.

Bunken med ulovlige afgørelser vokser

Samarbejdet mellem Kolding Kommune og Falck Jobservice indebærer, at Falck-firmaet kun får betaling for sit arbejde for kommunen, hvis det lykkes at spare på dens udgifter til sygedagpenge.

Gennem det seneste års tid har Kolding Kommune tabt stribevis af sager i det regionale beskæftigelsesankenævn. Nævnet har vurderet, at Falck Jobservice har truffet ugyldige afgørelser som såkaldt anden aktør. Men både Falck-firmaet og Kolding Kommune vurderede, at konstruktionen var lovlig - og kommunen ankede samtlige tabte sager til Ankestyrelsen.

Efter Ankestyrelsen erklærede fremgangsmåden for ulovlig vurderede Kolding Kommune forleden, at 125 sager skulle genbehandles. Men nu er bunken med ulovlige afgørelser vokset.

Kontrakt i udbud

- Der er desværre flere sager, der skal genbehandles - cirka 146. Vi regner med, at de alle er afsluttet før jul. Det kan kun lade sig gøre, fordi kommunens sagsbehandlere har tilbudt at tage overarbejde og weekendarbejde, siger Mette Balsby.

Hun oplyser, at når kontrakten med Falck udløber næste år, vil den blive sendt i offentligt udbud.

- Så der kan godt komme nye firmaer ind, siger Mette Balsby.