Giftskib gør klar til kurs mod Danmark
Kommune Kemi og rederiet Beluga er tavse om, hvilke skibe, der skal sejle farligt giftaffald til Nyborg. I Australien nærmer Belugas skibe ”Fascination” og ”Foresight” sig gifthavnen Port Botany.
Belugas skib ”Fascination” er nær den australske gifthavn Port Botany. Herfra skal 6.100 tons farlig miljøgift sejles jorden rundt til destruktion i Nyborg. Efter nytår modtager Nyborg Havn 6.100 tons ekstremt giftigt affald, der skal brændes hos Kommune Kemi. Men først skal det giftige affald, der er stoffet HCB, sejles fra Australien.
Her skal det snart lastes i havnen Port Botany. Det er, ifølge flere kilder, det tyske rederi, Beluga, der står for opgaven. Og nu er dets skib ”Beluga Fascination” spottet nær giftdepotet og Port Botany.
Kommune Kemi har ingen oplysninger om sejladsen. Det har ikke været muligt at få noget at vide hos firmaet Orica, der ejer giften, og rederiet Beluga Shipping har ikke reageret på spørgsmål, om hvilke skibe, der skal sejle giften. Men der er tale om to ladninger, og også Belugas skib ”Foresight” er tæt på gifthavnen i Australien.
Farlig tur
Belugas skibe er registreret i ø-staten Antigua. Ifølge transportforbundet ITF er søfolkene ombord især filippinere, der er ansat uden anerkendt ITF-overenskomst.
Men det er ikke det værste, mener 3F's Transportgruppe. Her er gruppeformand Jan Villadsen stærkt kritisk. Han klandrer ikke Kommune Kemi. Men han kalder det en skandale, at giftaffald skal sejles jorden rundt, når blot få gram HCB kan forurene store havområder, hvis noget går galt.
- Jeg frygter, at søfolk og havnearbejdere løber en enorm risiko. Det samme gælder mennesker, der bor, hvor giftskibene sejler og lægger til. Og aftalen om at sejle giftigt affald helt fra Australien til Danmark er mystisk, siger han.
Giftig aftale
Jan Villadsen henviser til Ekstra Bladets afsløringer af danske ministres opførsel.
Avisen skrev tirsdag om, hvordan Miljøminister Karen Ellemann (V) i april sagde blankt nej til, at Kommune Kemi kunne få den livsfarlige gift til Danmark. Men den beslutning blev lavet om.
Det skete, da tidligere miljøminister Troels Lund Poulsen (V) greb ind. Ifølge avisen efter pres fra Kommune Kemi's direktør Carsten Fich. Miljøstyrelsen oplyser i øvrigt på sin hjemmeside, at afskibningen er forsinket. Det skyldes "tekniske vanskeligheder".