Efterlyst polak vil afdrage 2.000 om måneden
Skylder 713.000:
Efter at have leget kispus med de danske myndigheder blev den polske direktør Krzystof Capar fremstillet i fogedretten. Han blev præsenteret for en gæld på 713.000 kroner til 3F og tilbyder 2.000 kroner i afdrag.
Direktør Krzystof Capar fra CKJ Enterprise siger, at CKJ ikke længere arbejder i Danmark. Her er firmaets biler fotograferet for nogle måneder siden i Slagelse. (Privatfoto) I næsten et år er det lykkedes polske direktør Krzystof Capar fra CKJ Enterprise at undgå at blive stillet til ansvar for to bøder i Arbejdsretten. Her er han i to omgange idømt bod på i alt 713.000 kroner for brud på overenskomsten med 3F og efterbetaling af blandt andet løn. Den efterlyste Capar blev 29. november fremstillet i fogedretten i Hillerød af politiet.
Siden juni i år har sagen ligget hos Nordsjællands Politi med anmodning fra Retten i Hillerød om at få Capar fremstillet. I månedsvis forinden havde retten forgæves indkaldt den polske direktør til frivilligt at møde op.
Myndighedernes henvendelser har på ingen måde forhindret Capar og hans firma i at være aktivt. Således renoverer firmaet for tiden ejendommen Bredegade 2 i Slagelse. Firmaet har base på adressen Nyvej 150 i Frederiksværk, hvor materiel og biler er parkerede.
Har ingen penge
I fogedretten forklarer Krzystof Capar, at han blot er ansat hos ASZ Enterprise og tjener en månedsløn på 15.000 kroner. Penge, han modtager i hånden, fordi han ikke har en dansk bankkonto. Det fremgår af det juridiske referat fra retten, som 3F's advokater i Rosberg & Haug har modtaget fra deres juridiske samarbejdspartner i sagen.
Af referatet fremgår det også, at der ikke er fundet aktiver i Danmark eller Polen, hvor der er grundlag for at gøre udlæg.
Krzystof Capar tilbyder at afdrage 2.000 kroner om måneden på den 713.000 kroner store gæld.
Skylder ikke noget
Krzystof Capar bekræfter over for Fagbladet 3F, at han er blevet politifremstillet i fogedretten til Fagbladet 3F og forløbet i retten. Men han bestrider at skylde 3F 713.000 kroner i bod og efterbetaling af løn.
- Jeg er stadig direktør for CKJ, men vi arbejder ikke længere i Danmark. Sammen med min advokat vil vi genoptage sagen, for jeg har underskrevne udsagn fra samtlige af mine ansatte, at de har fået den løn, de skal have, siger Krzystof Capar.
- Det er grotesk, at det indtil videre er lykkedes Capar at ignorere det danske retssystem. Vi vil gøre, hvad vi kan for at få retsforfulgt Capar. Og vi vil gøre politikerne opmærksomme på den uacceptable retstilstand, når det gælder udenlandsk arbejdskraft, siger forhandlingssekretær Palle Bisgaard.