Landmand der groft snød ansat trues af konkurs
Torben Christoffersen fra Egtved afviser 3F's krav om 300.000 kroner til Evita Nummure, der i flere år arbejdede uden reelt at få løn for det. 25-årig dyreassistent har oplevet det samme.
- Jeg er stærk og vant til at arbejde. Men det var alt for meget. Der var ingen hjælp, fortalte Evita Nummure i et interview med Fagbladet 3F nummer 17, der udkom 23. september.
Hun tabte 18 kilo, mens hun arbejdede for Torben Christoffersen. Særlig slidsom var en periode over næsten et år, hvor hun ene kvinde passede 75 køer og 95 søer, indtil den sidste so var solgt. (Foto: Palle Peter Skov) Landmand Torben Christoffersen i Egtved har ved fristens udløb 3. oktober ikke betalt et krav på 300.000 kroner i manglende løn og overarbejdsbetaling til den 29-årige landbrugsmedhjælper Evita Nummure, der knoklede i årevis og boede under kummerlige forhold i kostalden (se Fagbladets artikel om sagen - link i spalten til højre).
Det oplyser opmålerkonsulent i 3F Esbjerg Johnny Blicher, der pointerer, at 3F nu har overgivet sagen til en advokat, og sagen kan ende med, at landmanden begæres konkurs.
- Torben Christoffersen kan også godt regne med, at kravet bliver større end de 300.000 kroner. På advokatens anbefaling beregner vi nu manglende løn og overtid, helt fra Evitas Nummures ansættelse startede i februar 2003 og ikke bare fra tiden som medhjælper, siger Johnny Blicher.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Torben Christoffersen, der nu viser sig at have mere på samvittigheden.
Flere piger udnyttet
Den 25-årige dyreassistent Jannie Mathisen, Hornslet, blev også knoklet ned hos ham, og da hun i 2001 sagde op, fik hun kærligheden at føle.
- Så begyndte han at ringe til mig. Han er et hidsigt gemyt, og jeg var virkelig bange for ham. Fik krampe i maven, når telefonen ringede. Jeg har jo set, hvor hård han kan være ved dyrene, og var nervøs for, om han ville tæske mig, siger hun.
Kunne ikke rette fingre ud
Da hun arbejdede på gården i Egtved, knoklede hun så hårdt, at hun ikke kunne rette fingrene ud, når det endelig blev weekend.
Ligesom Evita startede hun klokken 4.15 om morgenen og var ind imellem først færdig tæt på midnat.
Hun har både været hos landmanden i praktik som dyreassistent og som medhjælper.
I lort til op over anklerne
- Da jeg for eksempel havde været på ferie i ti dage, stod grisene i lort til op over anklerne. Og kvierne stod oven på så meget skidt og lort, at de måtte ned på knæ for at nå fodertruget, fortæller hun.
Til sidst sagde hun op og gik til daværende SiD Rosenholm, der beregnede, at hun havde 102.000 kroner til gode i overarbejdsbetaling. SiD gik ind i sagen, og efter Jannies Mathiesens ønske blev der indgået forlig på 50.000 kroner.
Skulle være gået i retten
- Jeg var meget glad for SiD's hjælp, ellers var jeg bare stoppet. Men jeg magtede ikke en retssag, fordi han havde kørt mig psykisk ned. Jeg skulle bare ud af det, for jeg vidste ikke, hvad han kunne finde på, siger Jannie Mathisen, der i dag fortryder hun, at hun ikke gik rettens vej.
- Da jeg læste om Evita i Fagbladet 3F, blev jeg så gal. Fandeme nej, nu skal den mand bare stoppes. At han vil være det bekendt, siger hun.