Falck-reddere tæt på konflikt
Forhandlingerne om ny overenskomst for 4.000 falckreddere er brudt sammen. 3F’s Transportgruppe kalder arbejdsgivernes tilbud uspiseligt. Det betyder, at en konflikt ved Falck kan bryde ud om en uge. Mandag skal parterne orientere forligsmanden.
Forhandlingerne er brudt sammen - konflikt kan blive en realitet fra næste weekend. Trods stor optimisme i går fredag, da 3F’s forhandlere skulle mødes med Falck for at få overenskomsten for de kommende år på plads for landets cirka 4.000 falckreddere, er forhandlingerne brudt sammen.
Men øvelsen lykkedes ikke. Fredag aften brød forhandlingerne sammen. Og det betyder, at en konflikt på det følsomme område er rykket faretruende tæt på.
Der er allerede varslet konflikt fra 1. maj. Og mandag formiddag skal forhandlerne fra Falck og 3F’s Transportgruppe orientere forligsmand Mette Christensen om, hvorvidt der er udsigt til at opnå forlig. Herefter skal forligsmanden vurdere, om det kan betale sig at udsætte en konflikt med henblik på at forhandlere videre.
- Som det ser ud nu, så giver det ingen mening at forhandle mere. Falck og HTS arbejdsgiverforeningen er ikke indstillet på at indfri reddernes krav om lønstigninger. Og vi vil ikke betale for vores rimelige ønsker ved at imødekomme arbejdsgivernes krav om endnu mere fleksibilitet. Det er helt uspiseligt, siger Søren Andersen, der er forhandlingssekretær i 3F’s Transportgruppe og chefforhandler for redderne.
Han advarer arbejdsgiversiden om at spekulere i at forligsmanden vil trække et mæglingsforslag ned over hovedet på redderne.
- Det vil blot forhale en konflikt, idet redderne med garanti vil stemme massivt nej, siger Søren Andersen.
Reddernes overenskomst er ikke kædet sammen med andre overenskomster. Det betyder, at det alene er de 4.000 reddere, der skal tage stilling til et forhandlingsresultat eller til et eventuelt mæglingsforslag..
Hvis forligsmanden sammen med parterne opgiver yderligere forhandlinger, vil en konflikt mellem redderne og Falck formentlig være en realitet fra næste weekend.