Barsel til fædre giver sundere mænd
Mænd, der tager barsel med deres børn, lever alt i alt sundere. De bliver sjældnere skilt, de lærer at fokusere på deres eget velbefindende, og de får bedre kontakt til lægen, viser erfaringer.
Fædre, der tager barselsorlov med deres børn, får bedre helbred og bliver sjældnere skilt. (Arkivfoto) Ikke nok med at fædrene får nogle gode oplevelser med deres børn - de har også udsigt til et sundere liv fremover, hvis de tager barselsorlov med deres unger.
Det tyder erfaringer fra Sverige og Norge på, hvor fædre i større omfang end herhjemme har haft mod på og rettighed til at tage lang barselsorlov.
- Der, hvor mændene bruger barselsorloven, falder hyppigheden af skilsmisser. Og det forbedrer mænds tilstand på den måde, at netop skilsmisser ofte er den impuls, der sender mange mænd på røvtur i forhold til at drikke og miste arbejdet. Så i det omfang, man bekæmper nogle af skilsmisserne ved barsel, har man i hvert fald en sandsynlighed for, at man også har bedret mænds helbred, fortæller Svend Aage Madsen, der er chefpsykolog på Rigshospitalet og formand for Selskab for Mænds Sundhed.
Bliver fortrolig med lægen
Han peger også på to andre områder, hvor det ser ud som om, barsel har en gavnlig effekt på mænds sundhed.
- Når en mand begynder at fokusere på sine børn, begynder han også i højere grad at kunne fokusere på sig selv og en masse småting og dermed tage vare på sig selv sundhedsmæssigt, siger Svend Aage Madsen.
- For det tredje er en af årsagerne til, at kvinder er så gode til at bruge sundhedsvæsnet, netop at de kommer der automatisk til graviditets- og børneundersøgelser. Så hvis mænd begynder at gå til børneundersøgelser, får de en relation til lægen og kan begynde at forholde sig til lægen og bruge ham i forhold til sig selv. Det giver også et grundlag for at forbedre mændenes sundhedstilstand, siger Svend Aage Madsen.
Hele denne uge har stået i mænds sundhedstegn. Og tirsdag overrakte Svend Aage Madsen Men's Health Prisen til LO's næstformand, Tine Aurvig-Huggenberger, for hendes og fagbevægelsens arbejde for netop at få indført øremærket barsel til fædre.