V meget tilfreds med fald i ledighed

Venstre er meget tilfreds med, at arbejdsløsheden faldt en lidt fra januar til februar. Danmarks Statistiks sæsonkorrigerede opgørelse over ledigheden viser et fald med 600 til 182.000 personer.

- Det er nu anden måned i træk, at ledigheden falder, og Venstre er meget tilfreds med faldet i ledigheden i februar måned. Arbejdsløsheden følger det mønster, som regeringen har forudsat med en stabilisering efter nytår og derefter et fald. Den svagt faldende arbejdsløshed i februar måned viser også med al tydelighed, at forårspakken var velvalgt og rigtigt timet, siger Venstres finanspolitiske ordfører, Kristian Jensen.

Regeringen præsenterede sit udspil for at sætte skub i et opsving tirsdag 16. marts.

- Venstre har hele tiden sagt, at opsvinget ville komme. Nu ser vi, at udviklingen er præcis, som regeringen har forventet, at opsvinget er i gang, og ledigheden ville begynde at falde i løbet af 2004. Men der er brug for et ekstra skub i den rigtige retning, og det er præcis det skub, som forårspakken vil give, siger Kristian Jensen.

Han er sikker på, at skattelettelser, fremrykning af offentlige investeringer og en ekstra indsats for efteruddannelse er de rigtige virkemidler til at hjælpe opsvinget på vej og skabe flere arbejdspladser. (NET-Redaktionen)