Jobpatrulje forventer stigning i farlige feriejob

I dag starter landsdækkende indsats mod dårligt arbejdsmiljø. I år er der særligt fokus på supermarkeder, købmænd og iskiosker.

Farligt feriejob: Mange unge tager en sommertjans for at tjene lidt ekstra penge. Men husk at der er regler for hvornår de unge må arbejde og hvor meget de må løfte. (Foto: Colourbox)Farligt feriejob: Mange unge tager en sommertjans for at tjene lidt ekstra penge. Men husk at der er regler for hvornår de unge må arbejde og hvor meget de må løfte. (Foto: Colourbox)

Sommerferien betyder startskuddet for tusindvis af unge, som har taget et feriejob for at tjene nogen ekstra skillinger.

Men arbejdsgiverne er ikke altid lige flinke til at sørge for, at sikkerheden er i top, når de ansætter ung arbejdskraft.

I årene 2001-2006 blev 11.434 unge skadet på jobbet - otte unge døde.

Fokus på supermarkeder

Derfor sætter Arbejdstilsynet i samarbejde med LO's jobpatruljer igen fokus på de unges arbejdsmiljø.

Hele sommerferien gennemfører jobpatruljerne cirka 10.000 uanmeldte besøg i brancher med unge.

Og det er specielt supermarkeder, købmænd og kiosker, der kan forvente besøg.

- Grunden til at der er fokus på de brancher skyldes, at det er her 80 procent af de unge arbejder, siger koordinator for jobpatruljen i Nordjylland, Rasmus K. Jacobsen.

Han understreger dog, at selvom der er fokus på købmænd og kiosker, så skal andre virksomheder ikke tro, at de går ram forbi.

Forventer stigning

Nordjylland er med de fine, brede sandstrande en magnet på hundrede tusindvis af turister - og dermed også mange tusinde unge, der kommer for at arbejde.

Sidste år lavede jobpatruljen i Nordjylland 1.200 tilsyn og talte med over 600 unge fritidsjobbere. Men i år forventer Rasmus K. Jacobsen en stigning på 10-20 procent.

- De sidste par år har vi været tre hold, der er taget ud på besøg, men i år er vi syv hold. Dermed kan vi komme ud til endnu flere virksomheder og sætte ekstra fokus på de dårlige arbejdsforhold, mange unge har. Og ikke mindst vise hvor vigtig en funktion jobpatruljen har, siger Rasmus K. Jacobsen til Fagbladet 3F.

Men jobpatruljen vil også meget gerne høre fra dig, hvis du mener, at dit job er uforsvarligt.

Du kan læse mere om dine rettigheder på www.jobpatruljen.dk eller skrive til [email protected]