Ulovligt kranarbejde foregik under pres
Tillidsrepræsentant Eddie Sørup fra Ertech Stål i Hedensted fortæller til 3F Nyhedsbrevet, at ledelsen på virksomheden har pålagt værkførerne at presse de ansatte til at arbejde med kran, selv om de ikke har det lovpligtige certifikat.
I tirsdags døde en 22-årig ansat på Ertech Stål netop i forbindelse med kranarbejde.
Om at ledelsen havde sat værkførerne til at presse ansatte til kranarbejde uden certifikat, siger tillidsrepræsentant Eddie Sørup:
- Vi fik at vide af værkførerne onsdag, at det hang sådan sammen. Der er blevet arbejdet uden certifikat i en del tilfælde for at få så mange emner igennem som muligt, og det rammer sikkerheden. Det måtte ende galt.
Ifølge tillidsrepræsentanten har der gennem de seneste fem år været fremsat masser af advarsler om det farlige arbejde fra skiftende tillids- og sikkerhedsrepræsentanter, og han er både gal og skuffet over, at ledelsen på virksomheden først gør noget ved sagen efter, at der er sket en dødsulykke. Ledelsen har i dag torsdag introduceret nye sikkerhedsdirektiver overfor de ansatte - fremover er det strengt forbudt at arbejde uden certifikater.
Erik Sørensen, direktør for Ertech Stål, vil ikke kommentere situationen overfor 3F Nyhedsbrevet. Dog siger han, at ledelsen er uenig i beskyldningerne fra tillidsrepræsentanten.
- Vi har en helt anden opfattelse af situationen, som vi vil uddybe senere, siger Erik Sørensen.