Lærlinge støtter "Velfærd til alle"
Lærlinge støtter op om demonstrationen for velfærd 3. oktober. Flere lærlinge vil være fagligt aktive. Ønske om større investering i erhvervsskolerne.
På landsmødet oplevede Mattias Tesfaye, at mange af deltagerne henvendte sig for at lære mere om, hvordan man bliver fagligt aktiv. 50 lærlinge mødtes i weekenden på 3F's kursusejendom Langsøhus ved Silkeborg til 3FU's årlige lærlingelandsmøde.
Gruppen sendte en klar støtteerklæring til demonstrationen, "Velfærd til alle" den 3. oktober, og understreger et ønske om bedre investering i uddannelse.
- I de senere år har vi set store besparelser på stort set samtlige områder i forbindelse med finansloven. Det går ud over vores velfærd - herunder vores uddannelse, siger lærlingene i en fælles udtalelse.
Udover støtteerklæringen dannede lærlingene et råd, der i det kommende år skal arbejde med to punkter, der skal få flere lærlinge til at engagere sig i fagbevægelsen.
Flere piger skal være fagligt aktive, og det samme skal de unge i restaurationsbranchen. De har svært ved at deltage i arrangementer som lærlingelandsmødet, fordi de arbejder i weekenden.
- Derfor vil vi holde nogle elevdage enten en mandag eller tirsdag, så de også kan være med, siger Matias Tesfaye, der er lærlingekonsulent i 3F-Ungdom.
Flere vil være fagligt aktive
På landsmødet oplevede Mattias Tesfaye, at mange af deltagerne henvendte sig for at lære mere om, hvordan man bliver fagligt aktiv.
- Det lover godt, at rigtig mange henvendte sig. Det er en vigtig opgave for os, at hjælpe lærlingene til at danne lokale klubber, for det er svært for dem at starte selv, siger han.
Meget af tiden på landsmødet blev brugt på at tale om hvilke regler der gælder på lærlingeområdet.
- Hvis dem der er med til landsmødet kender reglerne ved vi, at der i det mindste er nogle af eleverne på erhvervsskolerne, der kender dem, siger lærlingekoordinator i 3FU, Mattias Tesfaye.
Han håber, at deltagerne på landsmødet senere kan bruge deres nye viden til at hjælpe deres kammerater.
Se støtteerklæringen fra lærlingelandsmødet her
Se støtteerklæringen fra lærlingelandsmødet her