Praktikpladser dykker igen
Køen af unge, der forgæves søger praktikplads, vokser igen, viser nye tal fra Undervisningsministeriet.
De her to unge lærlinge er blandt de heldige med praktikplads, men tæt på 9.000 andre unge leder forgæves, viser nye tal. De nyeste tal fra Undervisningsministeriet viser, at der med udgangen af april var 8.709 praktikpladssøgende elever. Det er en stigning på 11 procent i forhold til samme tidspunkt sidste år.
Forbundssekretær i 3F Per Christensen pointerer, at de nedslående tal kommer dagen efter, at EU-kommissionen dumpede Danmark i uddannelse.
Færre nye praktikpladser
- Der var jo kritik af blandt andet det store frafald på erhvervsuddannelserne og den lange kø af unge, der ikke kan finde en praktikplads.
De nye tal understreger, at kritikken er berettiget, siger han.
Tallene viser også, at det kører skævt med antallet af nye praktikpladser, hvor der er oprettet 2.833 praktikpladser i april 2011. Det er 22 procent færre end i april 2010.