Mistanke om illegale i tidligere SiD-afdeling
Tre litauere, der istandsætter den tidligere SiD-afdeling i Lyngby, er anmeldt. Politiet kan ikke finde ud af, om de er illegale og afventer svar fra Udlændingestyrelsen.
Tre litauere har i ugevis for en privat entreprenør renoveret dette hus, hvor SiD Lyngby tidligere havde lokaler. (Per Daugaard) Tre litauere har i ugevis arbejdet på at renovere den tidligere SiD-afdeling i Lyngby. Og de arbejder videre selv om faglig sekretær i SiD Lyngby og Omegn Jan Richelsen allerede 13. september anmeldte sagen til Lyngby Politi med mistanke om, at litauerne er illegale.
Politiet rykkede ud og tjekkede, om de havde arbejds- og opholdstilladelse, men har ikke været i stand til at finde ud af om litauerne er illegale på baggrund af papirerne, de fik.
Litauerne sover i soveposer på den nøgne førstesal, og ifølge folk i nabolaget, der har talt med litauerne, ved de ikke, hvem de arbejder for, eller hvornår de er færdige.
Politi: En kompliceret sag
- Det er kompliceret at finde ud af om de arbejder ulovligt, siger souschef i Lyngby Kriminalpoliti Steen Nonbo.
- Vi har fået forevist nogle arbejdskontrakter, og vi er ved at få undersøgt hos Udlændingestyrelsen, om de er gyldige. Vi kan først gøre noget, når styrelsen har vurderet sagen. Vi kan ikke stoppe arbejdet bare på mistanken, så risikerer vi et erstatningskrav, hvis de er her lovligt. Omvendt bliver arbejdsgiveren jo straffet, hvis litauerne arbejder ulovligt, siger Steen Nonbo.
SiD: En simpel sag
Det er bare ikke godt nok, siger Jan Richelsen.
- Politiet burde på højst en dag kunne finde ud af, om de er illegale eller ej. Det er ikke så kompliceret, at det skal trække i langdrag, og arbejdet skal selvfølgelig standses, indtil sagen er afklaret. De er jo snart færdige med indvendig renovering af vores gamle fagforeningshus, og det ender med, at de når at blive helt færdige. Det her er altså noget af det frækkeste, jeg har været ude for, siger han.
Udlændingestyrelse er nu i gang med at undersøge sagen.