3F: Arriva skal betale strejkende chauffører

I efteråret nedlagde fynske chauffører arbejdet i 13 dage. Arriva inddrog deres løn, men 3F rejser modkrav, fordi strejken skete for at undgå fare for chauffører og passagerer.

Bod som straf for strejker plejer at blive betalt af de strejkende uden videre. Men i sagen fra Fyn har 3F og chaufførerne i stedet stillet modkrav om løn i perioden og krav om frifindelse. (Tegning: Bob Katzenelson.)Bod som straf for strejker plejer at blive betalt af de strejkende uden videre. Men i sagen fra Fyn har 3F og chaufførerne i stedet stillet modkrav om løn i perioden og krav om frifindelse. (Tegning: Bob Katzenelson.)

13 dages strejke skal koste mere end blot manglende løn.

Det mener Arriva og Dansk Arbejdsgiverforening, der har hevet over 300 chauffører i Arbejdsretten efter protest og busser, der holdt stille hos Arriva på Fyn i efteråret.

Her nægtede chaufførerne at køre bus, indtil Arriva opgav en ny stram køreplan. Det gjorde Arriva. Men selskabet vil have erstatning pr. nedlagt times arbejde oven i den sparede løn i den periode, chaufførerne nedlagde arbejdet.


3F rejser modkrav

Bod som straf for strejker plejer at blive betalt af de strejkende uden videre. Men i sagen fra Fyn har 3F og chaufførerne i stedet stillet modkrav om løn i perioden og krav om frifindelse.

3F argumenterer med, at de nye køreplaner var både urimelige og uforsvarlige. Og at de blev indført hen over hovedet på chaufførerne og deres tillidsfolk.

- Vi vil blandt andet bevise, at chaufførerne nedlagde arbejdet, fordi de var nødt til at bryde loven og køre alt for stærkt for at overholde de ny planer. Det beviser blandt andet et program fra TV2. Oveni kommer dokumentation for et elendigt arbejdsmiljø, siger Jan Aage Hansen, der er forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe.

Flere tusinde timers strejke

Arriva og Dansk Arbejdsgiverforening rejste sagen ved Arbejdsretten i september.

Da holdt busserne fortsat stille. Og da det varede 13 dage, bliver det dyrt for chaufførerne, hvis Arriva og DA får medhold.

De kræver, at chaufførerne skal betale et beløb pr. nedlagt arbejdstime. I alt flere tusinde timer.

Arbejdsgivernes advokater henviser både til, at strejken skete i strid med overenskomsten, og at den betød store tab for Arriva.