Prisen er vigtigst ved udlicitering
Den offentlige udbudsproces tvinger rengøringsselskaber til underbud. Det går ud over rengøringen, advarer seniorkonsulent i Dansk Standard.
Prisen bliver i dag vægtet langt højere end kvaliteten, når opgaver udliciteres. (Foto: Joachim Rode) Vi foregøgles i mange tilfælde, at der bliver gjort ordentligt rent på hospitaler, i børnehaver og på skoler.
For det er ikke virkeligheden, siger seniorkonsulent Lisbeth-Marie Grøndahl, Dansk Standard.
Det offentlige, blandt andet kommuner, går stort set kun efter den billigste pris. Ifølge Lisbeth-Marie Grøndahl vægter prisen i stadig flere udbudsmaterialer fra offentlige kontorer helt op til 75 procent.
- Når kommunerne kun går op i prisen, tvinger det selskaberne til at underbyde hinanden. De kommer til at love noget, de godt ved, de ikke kan levere.
Ofte laves udbudspapirerne også af folk, der ikke har forstand på rengøring, siger Lisbeth-Marie Grøndahl.
Ingen standarder
Jægerspris Skole i Nordsjælland er netop gået fra offentlig til privat. Her har de ansatte fået at vide, at de skal gøre ”æstetisk rent” i langt de fleste rum. Blandt andet skal der kun vaskes gulv i klasserne en gang om ugen.
- Går man ned til én gang, går man i hvert fald ikke efter en metode baseret på kvalitet. Så taler man om en frekvensbaseret metode, hvor der sikkert er ganske rent den ene dag, men garanteret ikke dagen efter.
En masse følgesymptomer
Før i tiden vægtede pris og kvalitet cirka lige højt i udbudspapirer - omkring 35 procent hver.
I dag har økonomien totalt overtaget. Arbejdsmiljø er stort set heller ikke med i udbuddene mere. Tankevækkende, når man ved, hvor hårdt og nedslidende rengøring er, siger Lisbeth-Marie Grøndahl.
- Når man konsekvent prioriterer pris frem for kvalitet og arbejdsvilkår, får man skabt en masse følgesymptomer. Det kan det i sidste ende vise sig meget dyrere, end hvis man havde valgt en bedre udbudsstrategi.
Seniorkonsulenten nævner i flæng: uarbejdsdygtige rengøringsansatte. Børn, unge og lærere, der tit er syge, fordi dårlig rengøring giver stor risiko for smitte. Store udgifter til barns første sygedag.
- I dag kan man kun håbe, der er rent, når der ikke er synligt snavset.