Kommune svigter kræftsyge Peter
Far til to:
33-årige Peter Lambert har en kræftsvulst i hjernen. Han kan ikke klare sit arbejde hos Arla i Rødkærsbro, men Viborg Kommune afviser at forlænge hans sygedagpenge. Din tilstand er for ustabil, lyder beskeden.
Peter Lambert er kræftsyg og kan ikke passe sit arbejde hos Arla i Rødkærsbro. Viborg Kommune vil hverken forlænge sygedagpenge eller give ham førtidspension. (Foto: Jens Bach) Kemoterapien gør, at Peter Lambert bliver træt og får kvalme. Så træt, at han kun kan ligge på sofaen. Sidste sommer blev han opereret for en alvorlig kræftsvulst i hjernen. Siden da er kræften vendt tilbage, og Peter Lambert er stadig for syg til at klare sit normale arbejde hos Arla i Rødkærsbro.
Alligevel har Viborg Kommune lukket for kassen, fordi sygedagpengeperioden på 52 uger er udløbet. Det har efterladt Peter Lambert, hans kone og deres to børn i en svær økonomisk situation.
- Vi var egentlig ret sikre på, at jeg kunne beholde sygedagpengene. Jeg tænkte, at med min sygdom og min situation, så kan de da ikke stoppe her, siger Peter Lambert.
Passer ikke i nogen kasse
Kommunen har både afvist at forlænge Peter Lamberts dagpenge og at give ham førtidspension. Begrundelsen er, at hans tilstand ikke er stabil.
En forlængelse af dagpengene kræver en læges ord på, at Peter Lambert kan blive meldt rask inden for to år. Det er stadig er uvist, om han kan det.
Kravet til førtidspension er, at alle behandlingsmuligheder skal være udtømte. Men han er stadig i behandling.
Peter Lambert er altså på en gang for rask og for syg til at få hjælp. Han er frustreret og føler sig magtesløs over for situationen.
- Jeg er ligeglad med, om der er behandlingsmuligheder. Jeg er syg. Man skal både kæmpe med en sygdom og med et system, der er hjerteløst og ufleksibelt. Man taber folk på gulvet, som ikke passer i en kasse.
Vigtig opbakning fra arbejdet
Peter Lamberts arbejdsgiver, Arla i Rødkærsbro, bakker op om ham i den svære situation. Ledelsen på Arla har givet ham lov til at komme og gå i den udstrækning, han kan klare.
- Vi gør, hvad vi kan for at hjælpe Peter. Det er ikke til at vide, om han kan holde til tre timer eller syv timer - eller om han kommer i morgen. Jeg kan ikke bede ham passe et bestemt stykke arbejde, men han hjælper til, når han kan, siger pakkerichef Anders Jacobsen.