Krads jul i Nørrebro præstegård

Fattigdom klares ikke med flæskesteg og pebernødder til jul, siger sognepræst Anne Braad, der har afskaffet julehjælpen. Vi danskere er fattige på helt andre ting - blandt andet på lysten til at være sammen med naboen.

Skulle jeg give flæskesteg til hundevennerne fra Nørrebroparken, når jeg ved, deres hunde er hundedyre? De flestes drømmejul ligner nok den i Nøddebo Præstegård. Snetotterne flokkes uden for vinduerne, de rødkindede studenter lander forventningsfulde fra kaneturen og modtages af den milde pastor Blicher med den lange merskumspibe. Men sådan ser julen 2007 slet ikke ud fra en præstebolig på Nørrebro i København. Snefnuggene når næppe at forlade himlen, før de ender som gråt smuds eller smadres på en af de gule busser på vej ind eller ud af byen. Og ligheden mellem Nøddebos rare pastor Blicher og den præst, der regerer i Stefanskirken på Nørrebro, er nærmest lig nul. Dels er hun kvinde, dels spreder hun mere juleeftertanke end julehygge. Her ringer sognebørnene ikke på hos præsten og får lidt håndører til at forsøde juletiden med. Stefanskirken stoppede allerede for flere år siden med den julehjælp, der er tradition i de fleste kirker. Hvorfor skal netop borgerne på Nørrebro ikke have muligheden for julehjælp? - Min holdning er, at megen julehjælp uddeles af hensyn til dem, der skal dele den ud. Vi lever i en verden, hvor man skal være mere i nød, end nogen dansker er, for at komme hen og få en flæskesteg. - Der er jo ikke nogen, der har mindre end bistandshjælp, og det er for meget til, at man skal have pebernødder. Det rystende er, at er tilbuddet der, så vil folk også have. Mange føler sig ikke for gode eller fine til det, selvom de ikke er i nød. Skulle jeg give flæskesteg til hundevennerne fra Nørrebroparken, når jeg ved, deres hunde er hundedyre? - Jeg tror ikke på, at nøden er steget, når vi når til 22. december. At endnu flere har søgt julehjælp siger ikke nødvendigvis andet, end at folk generelt har en mindre grad af stolthed end sidste år. Selvfølgelig er der folk på starthjælp, men dem, vi får fat i via kirken, er jo potentielt kristne. Folk er sindssygt fattige, men det er ikke på penge.

Glæden mangler

Hvad er de så fattige på? - Menneskelige relationer, mod, lyst, energi. Sådan noget man bliver forbavset over, at de har de steder i verden, hvor de virkelig er fattige. Det er forstemmende at se forskellen på en etnisk dansk menighed og eksempelvis en ghanesisk menighed, vi har her i kirken om søndagen. Hvad er forskellen? - Det er glæden eller manglen på samme, det er ydmyghed. De har ikke så store krav til tilværelsen som os. De føler sig heller ikke for gode til at være sammen med andre mennesker, mens mange danskere ikke kan holde ud at være sammen med nogen, de ikke selv har valgt. I stedet for julehjælpen foreslog jeg en fælles julemiddag i kirken. Men nej, føj for pokker. Man vil ikke være sammen med nogen, som kan være naboen. Så jeg kan godt få noget misantropi - menneskeforagt - her ved juletid, hvor alt virker ekstra forlorent. Hvorfor tror du, det er gået så galt med danskernes glæde? - Nogle er selvfølgelig ensomme på grund af skilsmisser og almindelig tendens til udstødelse i samfundet. Men generelt er vi desværre præget af selvoptagethed og angst, følelsen af at være for fine, men alligevel ikke fine nok. Almindelige mennesker er røvkedelige, synes vi. Men hører vi om nogen i fjernsynet, der er kommet ulykkelig af dage, så lægger vi gerne en blomst.

Konkurrence fra muslimer

Det meste af året prædiker præsterne i mennesketomme kirker. Føles det ikke forstemmende, at folk kun gider komme juleaften? - Det føles fantastisk godt, at så mange synger fuldttonende med på julesalmerne. Så jeg har aldrig tænkt negativt om det, men kun registreret "Nå, det er den dag, de går i kirke". Egentlig er det fantastisk, at danskerne har det privilegium, at de kan nøjes med at gå i kirke én gang om året. - Heldigvis har vi aldrig haft messefald, det vil sige, at præsten skal prædike for en tom kirke. Vi er aldrig længere nede end omkring 10-20 mennesker, så på den måde har vi det godt i forhold til mange andre kirker. Bortset fra domkirkerne er Nørrebro faktisk det sted i landet, de fleste mennesker går i kirke. Og hvorfor gør de så det? - På grund af konkurrencen fra muslimerne, og fordi kirkerne på Nørrebro strammer sig an. Vi ved godt, at vi har for mange kirker, så det er nødvendigt at træde i karakter og skabe noget kirkegang. Folk her er meget bevidste om, at vi har en konkurrerende religion, som er tæt på at gøre os til et mindretal. For eksempel er kun 20 procent af børnene og de unge op til 18 år i bydelen danske, så mange føler både en forpligtelse og en inspiration til at profilere sig i forhold til muslimerne, og personligt gør jeg meget ud af, at folk skal se både ligheder og forskelle. - Medierne reagerede stærkt, men faktisk har folk ikke protesteret over, at vi for et par år siden indbød en imam til at komme i kirken. Og nu kommer han her hver gang, jeg har besøg af en jysk gymnasieklasse.

Kirken som forsamlingshus

De første år på Nørrebro havde Anne Braad det dårligt med lugten af hengemt kirke, og hun var tæt på at give op. - Men så tænkte jeg, at inden jeg helt lukkede kirken, så ville jeg lige åbne den først. Nu kan folk i dagtimerne komme ind og tænde sig et vokslys, hvilket mange gør. I løbet af fire år havde vi også 200 kulturelle arrangementer, ligesom en slags forsamlingshus, og folk, der normalt ikke kom i kirken, strømmede til. Sådan tror folk stadig, at det er, men vi har hverken babysalmesang eller spaghettigudstjenester, som enhver kirke med respekt for sig selv har i dag. Hvem er dine kunder så? De gamle koner med salmebogen? - Vi har ingen gamle koner her. De er døde. Jeg er faktisk forbløffet over, hvor ung menigheden er, når den er samlet. De unge og studerende kommer af nysgerrighed, tror jeg. De vil lige se, hvad kirken er for noget. - Mennesker fra forskellige selvhjælpsgrupper - anonyme alkoholikere, narkomaner og overspisere - udgør en stor del af menighederne her i København. Kirken er en del af behandlingen, og folk, der har det svært, har altid brug for kirken. Men vi har meget færre frivillige end før, fordi der nu bor mange flere almindeligt arbejdende mennesker her, og de har ikke så meget tid til det sociale.

Hellere moskeer end Netto-butikker

Hvordan tror du, det vil gå med kirken i fremtiden? - Det kommer meget an på, hvor hurtigt isbjergene smelter, eller hvad der kommer til at true os. I det øjeblik vi har en fælles fjende, går det jo skidegodt med kirken. Men jeg synes, det er helt utilbørligt, at man i Danmark kan nedlægge alt andet, men ikke kirker. Det er lige før, det er en slags overtro af en eller anden art og måske en slags nationalisme. - Ved ikke at ville lukke kirker signalerer man efter min mening tvivl om, at kristendommen kan klare sig. Jeg tror, den ville klare sig bedre, hvis der blev nedlagt flere kirker, for så er der ikke det hykleri og den forløjethed, som folk ikke kan holde ud. Man kan for min skyld godt beholde kirkerne og lade dem være åbne, men så skal præsterne bare fyres. Kunne man overlade kirkerne til andre religioner? - I praksis vil det måske ikke være politisk muligt. Men på en måde var det da helt indlysende at lave moskéer ud af de kirker, der kunne bruges. Jeg har faktisk en tidligere kirkeministers ord for, at de da hellere fortsat må være gudshuse end Netto-butikker eller svømmehaller. Anne Braad: - Jeg kan godt få noget misantropi - menneskeforagt - her ved juletid, hvor alt virker ekstra forlorent.

Ikke et ord om asylbørn

Anne Braad har ikke vagt juleaften i år. Men har du tænkt på, hvad du egentlig ville have sagt om 2007? - Det er enormt anstrengende at lave prædikenen til juleaften. Du skal ud over rampen med det samme og holde et vist niveau hele vejen igennem, ellers kan du straks mærke fjernheden. Så jeg er lykkelig de år, det ikke er mig. Men jeg ville i hvert fald hverken tale om asylbørn eller fremtrædende politiske emner som klima eller forurening. De emner har folk i forvejen hørt nok om, og mine prædikener skal ikke være noget, man har ventet på forhånd. De skal også helst give et lille gib. Det værste er nemlig, hvis alt bliver ligegyldigt. - Det, jeg siger, er altid forbundet med humor, ironi og lidt selvironi, så vi kan grine af eller græde over os selv. Men der er ikke noget med, at nogen er værre end andre. Vi er jo alle sammen ens.