Hjælp til unge uden læreplads

Danmark rundt:

NORDBORG: Danfoss og Arbejdsmarkedsrådet i Sønderjylland har startet et projekt, der skal hjælpe fagligt og bogligt svage under 18 år ud på det sønderjyske arbejdsmarked.

Danfoss vil gennem sit Trainee Center forsøge at skabe 36 sønderjyske praktikpladser om året. Målet er, at de unge efter et halvt år i praktik skal være klar til en lærlingeuddannelse, som gerne skulle ende med et job på en af regionens virksomheder.

De første fem unge er begyndt i praktikforløb på Danfoss, og direktør i Trainee Centeret, Anker Jørgensen, håber, at andre virksomheder bakker op og finder praktikpladser til de unge.

- Vi er gået ind i projektet af flere grunde. Dels er det svært at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, og dels har vi som stor virksomhed en social forpligtelse, siger han.

AHE