Elev fra skandaleskole får 20.000
En praktikvært for den skandaleramte landbrugsskole i Borris skal betale 20.000 kroner til en rumænsk elev efter en sag ved Retten i Esbjerg.
23-årige Cristian Butas fra Rumænien har fået 20.000 kroner efter et forlig i retten mellem 3F og hans tidligere arbejdsgiver. (Foto: Anders Bach) Endnu en af de udenlandske elever fra Borris Landbrugsskole får økonomisk oprejsning. Den 23-årige rumæner Cristian Butas får nu 20.000 kroner efter at 3F for nylig indgik et forlig ved Retten i Esbjerg med hans tidligere arbejdsgiver.
Det viser et udskrift af retsbogen.
- Det er rystende, at arbejdsgiveren i første omgang ikke ville betale løn til vores medlem. Jeg er tilfreds med forliget, siger Morten Fischer-Nielsen, forhandlingssekretær i Den Grønne Gruppe i 3F.
Fik slet ingen løn
Den skandaleramte skole nær Skjern sendte i april 2008 Cristian Butas i praktik hos en landmand ved Varde. Det skete, selv om skolens ledelse vidste, at eleven slet ikke havde lov til at arbejde for landmanden.
Rumæneren var ikke selv klar over, at hans papirer - som skolen skulle ordne - ikke var i orden, så han begyndte at malke køer og vaske staldvinduer på gården ved Varde.
Men der gik blot to uger, før skolens praktikvært fyrede eleven uden varsel og læssede ham af på landbrugsskolen. Landmanden betalte slet ikke løn for arbejdet.
Bonde: Ingen kommentarer
Men nu har 3F skaffet rumæneren 20.000 kroner i sagen om manglende løn og et mangelfuldt ansættelsesbevis.
- Jeg vil overhovedet ikke udtale mig, siger landmand Preben Høj Pedersen.
Retten i Esbjerg pålagde desuden landmanden at betale 2.500 kroner til 3F for omkostninger i sagen.
Borris Landbrugsskole lukkede i begyndelsen af september 2009.