Skraldemænd begraver R98
R98 lukker 1. maj. Skraldemændene hyldede i dag virksomheden med en symbolsk begravelse.
For at ære R98 har medarbejderne arrangeret et ligtog, hvor en kiste symbolsk bliver båret gennem København. (Foto: Harry Nielsen) - Det er en æra, der er slut. Sådan beskriver tillidsmand i R98 Palle Nissen dagen i dag.
Det er dagen, hvor den 113 år gamle renovationsvirksomhed lukker og slukker for sidste gang. På grund af EU's udbudsregler overgår alt drift fra på mandag til private vognmænd.
For at ære virksomheden har medarbejderne arrangeret et ligtog, hvor en kiste symbolsk bliver båret gennem København, forklarer Palle Nissen. Han er i dagens anledning trukket i præstekjole og høj hat, da han skal tale til den symbolske begravelse.
Sammenhold og optimisme
På trods af den triste anledning er stemningen løssluppen blandt de mange skraldemænd, der er samlet.
- Jeg tror, det er det specielle sammenhold, vi har, der gør, at folk fortsat kan være optimistiske, siger Palle Nissen. Også skraldemand André Gerrit hæfter sig ved sammenholdet.
- Vi er som én stor familie, der støtter hinanden i tykt og tyndt, siger han.
De fleste skraldemænd kan dog også fortsætte arbejdet med de samme kolleger fremover, da næsten al mandskab er overgået til de nye vognmænd.
Også fra ledelsen er der støtte til dagens aktion.
- Jeg kan godt forstå, at medarbejderne har brug for det, og det er en fin markering, siger driftschef i R98 Jack Brandstrup.
Musik og røde faner
Et brassband slår tonen an og går forrest i det symbolske ligtog. Bag ved kommer en hvid kiste, der er dækket af bårebuketter fra faglige klubber i blandt andet lufthavnen, der støtter skraldemændene. Efter kisten vejrer fire røde faner i luften og omkring et par hundrede medarbejdere følger trop.
Optoget stopper ved skulpturen af en skralde uden for virksomheden. Her bliver kransene lagt, mens Palle Nissen i sin præstekjole holder en tale.
- R98 æret været dit minde, slutter han af. Der bliver råbt ”Amen” og klappet taktfast, inden skraldemændene bryder ud i sang og fortsætter deres optog.