3F åbner for mesterlære i landbruget

Nye uddannelser inden for svine- og kvægbrug lever fint op til regeringens ønsker om mesterlære, siger gruppeformand Arne Grevsen fra 3F.

- Vi er netop ved at indføre to korte uddannelser på landbrugsområdet. De passer som fod i hose med undervisningsministerens tanker, siger Arne Grevsen, formand for Den Grønne Gruppe i 3F.- Vi er netop ved at indføre to korte uddannelser på landbrugsområdet. De passer som fod i hose med undervisningsministerens tanker, siger Arne Grevsen, formand for Den Grønne Gruppe i 3F.

Der lyder nye toner fra Fagligt Fælles Forbund om den genindførelse af mesterlæren, som undervisningsminister Bertel Haarder har foreslået. I hvert fald når det kommer til uddannelser inden for landbruget.

Arne Grevsen, formand for Den Grønne Gruppe i 3F, er ikke helt afvisende over for forslagene om at indføre mesterlære på korte uddannelser, hvor praktik kommer til at veje tungere i forhold til tiden på skolebænken.

- Vi er netop ved at indføre to korte uddannelser på landbrugsområdet. De passer som fod i hose med undervisningsministerens tanker, siger Arne Grevsen.

Behov for elever med specialiseret viden

Det drejer sig om uddannelser som assistent inden for svine- og kvægbrug. Begge uddannelser er særligt målrettet til lærlinge med et stort ønske om en praktisk adgang til erhvervsuddannelse.

- Der er behov for elever med snævre kompetencer i landbruget, da bedrifterne bliver mere og mere specialiserede. Det taler for en kort målrettet uddannelse, hvor praktikstedet får et større ansvar for oplæringen end på de længere erhvervsuddannelser, som vi kender i øjeblikket. Og det er lige netop ministerens ærinde med mesterlæren, siger han.

De to uddannelser skal foregå på teknisk skole, men bekendtgørelserne er endnu ikke færdige.

- Skal der laves tilføjelser i forhold til mesterlæren, kan vi sagtens nå at få de nødvendige rettelser med allerede i sommer, siger Arne Grevsen.

Fagligt Fælles Forbund vil derfor rejse sagen i det faglige udvalg for jordbrugsuddannelser, der står for udformningen af uddannelser for landbrugets medarbejdere.