Kviksølv tog Villys liv
Familie, kolleger og ekspert mener, at afdøde Villy Olsen blev syg af at arbejde med kviksølv på termometerfabrikken Kamstrup.
Hænderne rystede, energien forsvandt, og et stykke af den ene lunge måtte fjernes. Villy Olsen arbejdede i hen ved 30 år på fabrikken Kamstrup, der producerede termometre med kviksølv.
- Villy havde det rigtig skidt, når han kom hjem fra arbejde. Han skulle altid hjem at ligge. Han gad ikke noget, siger Karen Olsen.
- Han havde det stygt. Ingen kan være i tvivl om, at min mand blev syg af kviksølv, siger hun.
Sygdom kom snigende
Siden 1987 har 93-årige Karen Olsen siddet tilbage som enke. Med savnet af sin mand. Ved sin side i sofaen i lejligheden i Åbyhøj har hun sin ældste søn Jørn. Familien fortæller, at Villy - før hans helbred blev ødelagt - optrådte på det lokale amatørteater. At han var en havemand, der elskede sin kolonihave. Men Villys liv visnede.
- Far rystede så meget på hænderne, at han ikke kunne holde på et glas. Det stod på en del år, siger Jørn Olsen.
- Hans sygdom kom snigende. Han havde ondt og tabte sig. Det gik kun en vej. Jeg troede, jeg kunne få erstatning. Men jeg er aldrig blevet kontaktet. Og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen, siger Karen Olsen.
11 gange for meget kviksølv
Tidligere sikkerhedsleder på Kamstrup Vagn Andersen oplyser, at Villy Olsen havde de højeste værdier af kviksølv i både urin, blod og hår af alle på virksomheden. Højeste måling af kviksølv i urinen var over 11 gange det tilladte, viser aktindsigt hos Arbejdstilsynet.
Forelagt målinger af kviksølv i urinen hos ansatte på Kamstrup får Jørn Olsen tårer i øjnene:
- Det er helt horribelt. Det lyder fuldstændigt vanvittigt, siger han.
- Det er frygteligt det, du har læst op. Villy kommer ikke tilbage. Men jeg er bitter over det, siger Karen Olsen.
YouTube link
YouTube link