Jobpatruljen: Problemer i hvert andet firma

I over 25 år har LO's Jobpatrulje hver sommer besøgt landets virksomheder for at holde øje med de unges arbejdsforhold, og indsatsen bliver stadigt mere påkrævet. Sidste år var der problemer i 40 procent af de virksomheder, Jobpatruljen besøgte. I år var der problemer i halvdelen af virksomhederne, viser jobpatruljens optælling.

- Det er helt urimeligt, at flere og flere arbejdsgivere viser ligegyldighed over for unge menneskers arbejdsvilkår, siger LO-sekretær Harald Børsting.
I alt har jobpatruljen besøgt 2.460 virksomheder og gennemført 605 interview. 129 sager er sendt videre til de lokale fagforeninger, 154 sager til Arbejdstilsynet og 49 sager er sendt til Politiet.
- Typen af problemstillinger er overtrædelser af arbejdsmiljøloven, overtrædelser af overenskomster og af bevillings- og restaurationslovgivningen. På aftaleområdet er det problemer med lønnen og arbejdstiderne samt tillæg for forskudt arbejdstid, der har ført til henvendelser til fagforeningerne. På miljøområdet gælder det typisk maskiner og tunge løft og unges arbejde alene om natten, hvilket man ikke må. På beværterlovens område handler det typisk om, at man vil have unge til at arbejde i lokaler, hvor der udskænkes alkohol eller sågar medvirke til at udskænke alkohol., siger Harald Børsting til radiomagasinet NyhedsXpressen.
Han tilføjer, at problemerne blandt andet hænger sammen med, at de unge kender ikke deres rettigheder.
- Jeg vil gerne opfordre de unge til at melde sig ind i en fagforening, når de tager den slags fritidsjob. For her kan de få råd og vejledning, og det er meget billigt for de unge at være medlem af en fagforening. En anden mulighed er at de sammen med deres forældre sætter sig bedre ind i det her. Der findes faktisk masser af informationsmateriale om de her ting. Forældre har jo et medansvar, når deres børn er under 18 år og er ude på arbejdsmarkedet, understreger Harald Børsting.
Han henviser til, at LO har udarbejdet en Fritidsjobguide, hvor man kan læse præcist, hvor meget de unge skal have i løn inden for forskellige brancher, på hvilke tidspunkter og hvor længe de må arbejde, hvor tunge genstande de unge må løfte og så videre. Guiden kan findes på www.jobpatruljen.dk .