Tema: Tivoli-boss: Menneskehandel findes ikke i Danmark
Ejeren af Kjærs Tivoli, René Kjær Iversen, mener slet ikke, at der findes menneskehandel i Danmark.
- Pisse usandt siger Rene Kjær, der er medlem af bestyrelsen af Danmarks Tivoliforening og har overenskomst med 3F. (Pressefoto fra Tivoliforeningens Hjemmeside.) Ejeren af Kjærs Tivoli ønsker ikke at stille op til interview og fortælle om arbejdsforholdene for sine rumænske medarbejdere. Da Fagbladet 3F oplyser ham om, at Center mod Menneskehandel vurderer, at to af hans medarbejdere har været udsat for menneskehandel til tvangsarbejde, afviser han det kategorisk.
- Menneskehandel foregår ikke i dagens Danmark. Det kan jo ikke lade sig gøre, siger han.
Da Fagbladet 3F endnu en gang forsøger at få en kommentar fra René Kjær Iversen, afviser han også, at han har betalt sine rumænske ansatte omkring 6.000 kroner i månedsløn.
- Det har jeg ingen kommentar til. Det er pisse-usandt, siger han.
Han afviser dog ikke, at han har haft rumænerne ansat. Ud over at drive Kjærs Tivoli sidder René Kjær Iversen i bestyrelsen i Danmarks Tivoliforening.
Statsligt tvangsarbejde
2,2 millioner mennesker i verden arbejder under tvang inden for staten. Herunder tvangsarbejde i fangeskab/fængsel og militær. Det vurderer ILO.
Værst i Asien
Over halvdelen af verdens tvangsarbejde og prostitution foregår i Asien og Stillehavsområdet. EU, Australien og Nordamerika står tilsammen for under en tiendedel ifølge ILO.
Mindsteløn
Mindstelønnen for en måneds arbejde i Rumænien ligger på omkring 1180 danske kroner.
Kilde: Eurostat
Gennemsnitsløn
2.397 kroner om måneden. Det er gennemsnitslønnen for beskæftigede i Rumænien, når skatten er trukket fra.
Kilde: Eurostat
Fattigdom
40,3 procent af Rumæniens befolkning levede i 2011 med risikoen for fattigdom eller social eksklusion. Det placerer landet på en andenplads i EU næst efter Bulgarien.
Kilde: Eurostat
Uddannelse
26 procent af alle rumænere mellem 30 og 34 har gennemført en universitetsuddannelse. I Danmark gælder det for 40 procent. Kilde: Eurostat