Blik og Rør/Lav ledighed skal bruges i OK07

Lige godt to procent. Så lav er ledigheden for Blik og Rørs medlemmer i øjeblikket, og det skal udnyttes positivt. Det var meldingen fra Blik- og Rørarbejderforbundets formand, Kurt H. Jakobsen, da han gjorde status over situationen i forbundet ved kongressen i Aalborg.

- Den høje beskæftigelse giver os medvind, som vi skal forstå at udnytte. Vi skal i offensiven og bruge kræfterne til at fremhæve vores egne krav til gavn for medlemmerne i stedet for at lade arbejdsgiverne sætte dagsordenen med uhyrlige krav om at sætte den ugentlige arbejdstid op. Ærlig talt tager vi ikke det krav alvorligt, men det minder os på den anden side om, at vi er afhængige af, hvad der sker på det industrielle område, sagde Kurt H. Jakobsen i sin beretning.
Han vil gerne undgå en situation som ved de sidste overenskomstforhandlinger, hvor man ikke kunne nå til enighed med Dansk VVS, men mener også, at arbejdsgiverne er udsat for et pres fra virksomhederne for at sikre en aftale, da de har bugnende ordrebøger.
Ifølge Kurt H. Jakobsen vil Blik og Rør denne gang fokusere på de timelønnede servicesvende, som man ikke har været opmærksomme nok på.
- Vi har i mange år egentlig godt vidst, at det blev mere og mere almindeligt med løn-differentiering. Alligevel har vi stædigt fastholdt billedet af en branche, hvor alle servicesvendene fik ens løn. På den måde har vi spillet os selv af banen, erkendte Kurt H. Jakobsen i beretningen og lovede også at kigge på forholdene for de svende, der er ansat på funktionærlignende vilkår. En medlemsundersøgelse viser, at det gælder omkring 10 procent af medlemmerne.
Forbundsformanden lagde i beretningen op til, at det er vigtigt at stå stærkt for at sikre medlemmernes interesser, og derfor er målsætningen også sammenlægning med andre i et byggeforbund.
- Det er og har været målsætningen i forbundets love i så lang tid, jeg kan huske, og nu har vi så at sige aktiveret målsætningen ved at rykke den over i handlingsprogrammet for den kommende kongresperiode, sagde Kurt H. Jakobsen og fortsatte:
- Lad mig lige for en sikkerheds skyld slå fast. Blik- og Rørarbejderforbundet er ikke i krise. Hverken økonomisk eller fagligt. Det første viser regnskaberne, og det sidste viser medlemsundersøgelsen. Vores tilgang til fusion er udelukkende baseret på at få øgede ressourcer til det faglige arbejde og sikre en kollektiv gennemslagskraft.
Senest har Blik- og Rørarbejderforbundets A-kasse indgået samarbejde med Malerforbundet og TIB, da a-kassen ikke i sig selv kunne opfylde kravet om 10.000 medlemmer.