Polske firmaer arbejder sort i Danmark

SKAT og Arbejdstilsynet opdager ikke, at polske firmaer slet ikke findes.

Danske myndigheder tjekker ikke, om polske firmaer findes i hjemlandet. Eller om de arbejder ulovligt i Danmark. (Arkiv: Harry Nielsen)Danske myndigheder tjekker ikke, om polske firmaer findes i hjemlandet. Eller om de arbejder ulovligt i Danmark. (Arkiv: Harry Nielsen)

Byggefirmaer fra Polen arbejder i stor stil ulovligt i Danmark.

Det dokumenterer en undersøgelse, som byggefagforeningerne i BAT-Kartellet har lavet. Polsktalende konsulenter har tjekket 244 polske firmaer, der 29. august var registreret i Danmark. Den kontrol afslørede, at 24 firmaer enten var lukket ned eller slet ikke fandtes.

- Det tyder på, at der er polske firmaer, der arbejder ulovligt i Danmark, siger Klaus Pedersen, der er ekspert i østarbejdere ved Københavns Universitet.

På den måde slipper de uden om at betale skat i Danmark. Og de slipper for at indbetale til skat, forsikringer og pensioner i Polen.

- Hvis ikke man er registreret lovligt i hjemlandet, så udfører man sort arbejde i Danmark, siger Klaus Pedersen.

SKAT tjekker ikke

EU giver firmaerne lov til at udstationere arbejdere i et andet land. De skal blot registrere sig i det danske register for udenlandske firmaer, kaldet RUT. Men noget tyder på, at det er nemt at snyde. For hverken Arbejdstilsynet eller SKAT tjekker, om de polske firmaer i RUT reelt findes.

- Vi går ikke ind og undersøger, om de er registret i Polen, siger SKAT's produktionsdirektør Steffen Normann Hansen.

Han mener, at det er de polske myndigheders opgave, fordi det er polsk lov, der bliver snydt med.

Snyd

Når de polske firmaer arbejder sort, skubber de danske firmaer og håndværkere ud, fordi de kan tilbyde arbejdet til en meget lavere pris.

- Det er et skræmmende stort antal virksomheder som på den måde slipper uden om at betale de udgifter, som danske virksomheder betaler i Danmark, siger Gunde Odgaard, sekretariatschef i BAT-kartellet.