Svanesang for Lindø

3F'ere i valgkamp: Industrien har sovet i timen, og der er brug for målrettet indsats for en helt ny type job, mener Jan Johansen, der en tidlig morgen besøgte sin tidligere arbejdsplads, det døende Lindø-værft.

Jan Johansen (tv.) forlod værftet for næsten præcis 10 år siden efter en årrække som tillidsmand. I værftets storhedstid var der 6.000 ansatte. (Foto: Heidi Lundsgaard)Jan Johansen (tv.) forlod værftet for næsten præcis 10 år siden efter en årrække som tillidsmand. I værftets storhedstid var der 6.000 ansatte. (Foto: Heidi Lundsgaard)

- Godmorgen. Skal du have et rundstykke?

- G'Morn! Hva' fa'n Jan, du er stået tidligt op i dag!

Mørket omslutter stadig indgangen til Lindø-værftet klokken halv seks om morgenen, og kun de store kraner lyser op, da socialdemokraten Jan Johansen deler rundstykker og foldere ud til de ansatte, der møder ind.

Arbejderne haster ind på værftet i ly af mørket og udveksler i farten et håndtryk og et smil med en gammel kollega. Der er mange gamle kammerater og enkelte fjender.

Jan Johansen forlod værftet for næsten præcis 10 år siden efter en årrække som tillidsmand. I værftets storhedstid var der 6.000 ansatte. Nu er der omkring 350. Den 22. december slukker den sidste lampe på Lindø.



Støtte til nye idéer

- Jeg har det skidt med, at man lukker en god virksomhed. Samtidig er det absurd, at staten støttede udflytningen af arbejdspladser med over to milliarder kroner. Den slags skal der sættes en stopper for i fremtiden, siger Jan Johansen.

A.P. Møller-Mærsk modtog 2,6 milliarder kroner i favorable lån fra Eksportkreditfonden til at få en række skibe bygget på et værft i Sydkorea. Det skabte stor vrede hos de Lindø-arbejdere, der stod til at miste deres job.

- Men industrien har også sovet i timen. Hvis vi skal skabe nye arbejdsplader i Danmark fremover, er vi nødt til at målrette erhvervsstøtte til de virksomheder, der er innovative og skaber nye, unikke produkter, siger den tidligere tillidsmand. På denne dag siger endnu 30 arbejdere farvel til Lindø. Det seneste år er antallet af industrijob på Fyn faldet med 22 procent.

Efterårskulden begynder at kunne anes i fingerspidserne. Solens første stråler rammer den ene af de to kraner, der stadig er i brug og står som en sort silhuet på rosa bagtæppe. Langsomt begynder den at bevæge sig.

Med tårer i øjnene

I værftets kantine møder Jan Johansen en række af virksomhedens tillidsfolk. En af dem er svejseren Peter Sternkopf, der har været på værftet i 18 år. På fredag er det slut.

- Det er med store tårer i øjnene, jeg ser, at lyset slukker i flere og flere afdelinger. I den store hal, hvor vi arbejdede over tusind mand, var jeg den sidste, der lukkede og slukkede, siger Peter Sternkopf. Han har ikke noget job i sigte, men håber at kunne videreuddanne sig til nyt arbejde.

Til møde hos Hr. Møller

Det var andre tider i 90'erne, da Jan Johansen sad som medarbejderrepræsentant i A/S-bestyrelsen. Han blev kontaktet af Mærsk Mc-Kinney Møller under en fødselsdagsreception for en af værftets direktører.

”Hvad skal De på mandag morgen,” spurgte skibsrederen og tog sin lille sorte lommebog op.

- Jeg tog min røde SiD-lommebog op og svarede, at der skulle jeg ikke noget. Så jeg kom til møde på Hr. Møllers kontor på Esplanaden og fik grundigt forklaret om mine pligter, før jeg kunne indgå i bestyrelsen,” siger socialdemokraten med et grin.

Samtidig husker han, at skibsrederen bestandigt tændte og slukkede lyset på kontoret i takt med sol og skygge. For at spare på strømmen.

Denne morgen i kantinen lyder det helt andre formaninger til den tidligere tillidsmand:

- Der mangler nogle meninger fra os på gulvet i Folketinget . Vi håber, at du kommer ind, og at vi kan mærke en forskel. Vi skal nok holde dig op på det. Vi får jo masser af tid nu, hvor vi bliver arbejdsløse, lyder det fra tillidsmand Allan Givskov.

Ved kajen ligger de sidste to skibe, som Værftet kommer til at sende til søs. Containere og betonklodser fra andre dele af værftet er blevet samlet på det stykke kaj, der stadig lægger ryg til dagligt arbejde. Portalkranen står derimod stille nu, og den store dok har været i brug for uigenkaldeligt sidste gang.