Svenskere sikret pension i dansk golfklub
To svenske greenkeepere har indgået forlig med dansk golfcenter og sikret sig retten til pension fra første arbejdsdag. Ifølge BJMF har sagen principiel betydning til glæde for andre udlændinge.
Tommy Persson (tv.) og Leif Andersen har sikret sig pension fra første arbejdsdag hos Royal Golf Center. (Foto: Grønt3FPunkt) Royal Golf Center på Amager har accepteret to svenske greenkeeperes krav om arbejdsmarkedspension fra første arbejdsdag.
Det afgørende i sagen er den pensionsordning, som svenskerne tidligere har været omfattet af i forbindelse med ansættelse i hjemlandet. Royal Golf Center har nemlig anerkendt, at den svenske pensionsordning giver anciennitet i Danmark. Det betyder, at svenskerne skal omfattes af arbejdsmarkedspension fra dag ét hos den danske arbejdsgiver.
Ifølge faglig sekretær i 3F, Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i (BJMF) Flemming Grønsund er et vigtigt principielt spørgsmål nu blevet afgjort.
- Arbejdsgiversiden har ikke hidtil villet anerkende, at pensionsindbetalingen i et andet EU-land skal tælle med i beregningen af et medlems anciennitet hos en dansk arbejdsgiver, siger han til Grønt3FPunkt.
Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere (GLS-A) ønsker ikke at udtale sig om sagen.
Der bør ikke være tvivl
Gruppeformand i 3F's Grønne Gruppe Arne Grevsen har ikke oplevet lignende tilfælde på det grønne område. Men opstår der nye sager, er holdningen klar.
- Hvis man som ansat kan dokumentere, at man tidligere har været omfattet af arbejdsmarkedspension - også fra et andet land - så har man ret til pension, siger han.
Ifølge forhandlingssekretær Peter Kaae Holm kan de to svenske ansattes forhold tjene som et eksempel.
- Hver sag er konkret. Men jeg kan fremover bruge den her sag og henvise til, at i hvert fald det svenske system tidligere er blevet anerkendt som sammenligneligt, siger han.
Generelt spørgsmål
Det spørgsmål om pension, der har sået splid mellem Royal Golf Center og de to svenske greenkeepere, er ikke enestående for ansatte i jordbruget.
Det samme forhold kan genfindes på andre overenskomstområder. Sagen med de to svenske ansatte giver derfor anledning til at gennemgå ordlyden i overenskomsterne.
- Det er en interessant sag. Vi vil tage spørgsmålet op i gruppen og finde ud af, hvad det kan have af betydning for vores udenlandske medlemmer, siger forhandlingssekretær Birgit Petersen fra 3F, Privat Service, Hotel og Restauration.