Hirtshals aflyser jobkrise

2009 var præget af nedgang og månedlange hjemsendelser i fiskeindustrien i Hirtshals, men nu er udviklingen vendt med faldende ledighed og overarbejde.

Fiskeindustrien i Hirtshals oplever lyse tider. Flere har fået job det sidste halve år. (Arkivfoto)Fiskeindustrien i Hirtshals oplever lyse tider. Flere har fået job det sidste halve år. (Arkivfoto)

Krisen har også ramt fiskeindustrien i Nordjylland, men meget tyder på, at den værste bølgegang er overstået. Det er nemlig gået overraskende godt og stabilt med beskæftigelsen i fiskeindustrien de sidste seks måneder, oplyser gruppeformand for transportgruppen i 3F Skagerak Lindy Grønkjær.

- Der er kun få og kortvarige hjemsendelser. Nogle af virksomhederne kører endda med overarbejde. Det er længe siden, vi sidst har set det, siger Lindy Grønkjær, der forventer yderligere fremgang efter sommerferien, hvor fiskerisæsonen starter for alvor.

Mange nye job

Han understreger, at der på flere måde er lys for enden af tunnellen.

- Der er nye job på vej til Hirtshals Transport Center, hvor første etape er færdigbygget og næste etape venter. Færgeselskabet Fjord Line, der sejler til Norge, har også bestilt to nye færger. Det giver flere hundrede job ombord og på land - en del af dem er 3F-job. Vi er inde i en god periode, der ser ud til at fortsætte, siger han.

Med en værdi af landede fisk i 2009 på 246 millioner kroner er Hirtshals Havn en af landets største.