Markant fald i indbrud
Sommerferie:
Fokus på udenlandske tyvebander formentlig årsag til fald i indbrud.
Politiet har oplevet markant fald i indbrud i beboelsesejendomme i forhold til sommeren sidste år. (Foto: Colourbox) Sommerferien er traditionelt højtid for tyve.
Landet over sker der normalt store stigninger i antallet af indbrud i villaer, lejligheder og landejendomme, når hr og fru Danmark tager på ferie.
Men i år har flere politikredse oplevet et markant fald i antallet af indbrud i forhold til samme periode sidste år.
Tyvene holder ferie
- Traditionelt er vores område rigtig hårdt ramt af villa indbrud. Men indtil videre har vi oplevet et fald, lyder det fra Carsten Andersen, pressetalsmand hos Midt- og Vestsjællands politikreds.
Talsmanden håber, at tendensen fortsætter den sidst tid af skolernes sommerferie.
- Man skal jo passe på, hvad man siger, for det kan jo hurtigt vende. Men indtil videre virker det som om tyvene også holder ferie. Og det er vi jo kun glade for, siger Carsten Andersen til Fagbladet 3F.
Markant fald
Hos Midt - og Vestjyllands Politi er de rigtig godt tilfredse. I forhold til sidste år er antallet af tyverier faldet med mere end 30 procent.
I skolernes sommerferie har kredsen indtil videre haft 173 anmeldte indbrud. I samme periode sidste år, var der 256.
- Vi har haft øget fokus på tyvebander. Det er specielt bander fra Litauen og Serbien, der har huseret i området, siger politikommissær Jørgen Schmidt til Fagbladet 3F.
Men selv om man har haft stor succes med at arrestere banderne og få indbrudsstatistikken ned, så kan det hurtigt gå den anden vej igen.
- Lige nu ser det godt ud, men lige så snart de gamle bander er fanget, så kommer der nye til på jagtmarkerne, siger kommissæren til Fagbladet 3F.