Elefant-overhalinger har overlevet forbud

Overhaling blev forbudt for lastbiler mellem Vejle og Skanderborg sidste år. Det skulle stoppe elefantvæddeløb, hvor lastbiler i overhaling sinker trafikken.

Lastbiler, der overhaler langsomt og fylder som elefanter, sinker trafikken. Det har udløst forsøg, hvor den slags elefantoverhalinger er forbudt på motorvejen nord for Vejle.Lastbiler, der overhaler langsomt og fylder som elefanter, sinker trafikken. Det har udløst forsøg, hvor den slags elefantoverhalinger er forbudt på motorvejen nord for Vejle.

Elefantvæddeløb på vejen, hvor lastbiler overhaler uden hensyn, er irriterende. Derfor blev denne form for kørsel forbudt på motorvejen mellem Skanderborg og Vejle.

I første omgang er det et forsøg. Men nye tal fra Vejdirektoratet viser, at det kun har givet en vis succes.

I november, før forsøget, lå mellem to og tre procent af lastbilerne i overhalingsbanen. Det tal var i februar faldet til mellem 0,3 og en procent.

Elefanter er vandret væk

Men der er kommet flere ”elefanter” andre steder. Nord for den strækning, hvor overhaling er forbudt, er der nu mellem 3 og 4 procent lastbiler, der kører i overhalingsbanen. Før forsøget var antallet under 2,5 procent.

Ifølge Vejdirektoratets tal er der dog ingen ændringer i trafikken, der kører mod syd.

- Det er for tidligt at konkludere ret meget, og vintervejret har påvirket trafikken, siden forsøget begyndte. Men forbuddet har ikke afskaffet elefantoverhalinger, og vi tror mere på, at holdningsændringer er vejen frem, siger Kjeld H. Jensen, der er miljøkonsulent i 3F's Transportgruppe.

Ny kampagne på vejene

Forsøg eller ej. Transportbranchen er klar over, at den er gal, når der går elefant i for mange chauffører.

Derfor så kampagne-siden www.lastbiltransport.dk dagens lys sidste år. Og endnu en indsats er på bedding. Den kaldes "Tolerance Tour", og den bliver indledt i april, hvor kampagnen ”Vi skal jo samme vej” går i gang. Formålet er smidigere kørsel og bedre trafikkultur.

Det bliver der sat fokus på. Det sker på veje, rastepladser og i transportcentre. En del af kampagnen består af streamers, der kan sættes på bilerne. Her lyder ordene ”Jeg kører smidigt”.