Kommunerne dropper at uddanne svage ledige

Kommunerne brugte næsten ikke uddannelse sidste år, når ledige skulle aktiveres. 3F frygter det smitter af på indsatsen i jobcentrene, hvor kommunerne har fået mere at skulle have sagt.

Når kommunerne ikke tilbyder uddannelse til ledige på kontanthjælp, hvordan skal det så gå i de nye jobcentre, spørger 3F. (Arkivfoto)Når kommunerne ikke tilbyder uddannelse til ledige på kontanthjælp, hvordan skal det så gå i de nye jobcentre, spørger 3F. (Arkivfoto)

Kommunerne er yderst tilbageholdende med at sende ledige kontanthjælpsmodtagere i uddannelse, når de skal aktiveres. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik over de såkaldte "arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger" i 2006.

Mens halvdelen af de ledige på dagpenge sidste år deltog i ordinær uddannelse, sender kommunerne næsten ingen kontanthjælpsmodtagere på uddannelse. Sidste år fik godt 12.500 ledige på dagpenge uddannelse via Arbejdsformidlingen (AF), svarende til næsten halvdelen af de forsikrede ledige, der var i aktivering.

Men i kommunerne ser det helt anderledes ud. Kun knap tre procent af de ledige på kontanthjælp deltog i ordinær uddannelse. Til gengæld bruger kommunerne i højere grad såkaldte "særligt tilrettelagte uddannelsesforløb", men selvom de skulle tælles med, var det samlet set under 13 procent af de ledige i kommunerne, der deltog i uddannelsesforløb sidste år.

Bekymret

- Det er stærkt bekymrende. Netop nu hvor ledigheden er så lav, er der virkelig mulighed for at tage hånd om de sidste ledige og sætte massivt ind med uddannelse og opkvalificering for at gøre dem parate til arbejdsmarkedet. Samtidig kan målrettet uddannelse skubbe grupper af ledige i retning mod de brancher på arbejdsmarkedet, der mangler arbejdskraft, mener arbejdsmarkedspolitisk konsulent i 3F Poul Hansen.

- Den strategi har AF-systemet kendt til i årevis, og har derfor uddannet omkring halvdelen af de forsikrede ledige. Og netop fordi mange ledige har været parate og godt uddannede, har vi det fleksible arbejdsmarked, og derfor er det lykkedes at få ledigheden så langt ned, uden de helt store problemer med flaskehalse, mener han.

Kommuner halter bagefter

Til gengæld er Poul Hansen nervøs for den kommunale indsats.

- Kommunerne halter langt bagefter. Det er især bekymrende, fordi kommunerne i det nye beskæftigelsessystem og de nye jobcentre har fået en større rolle at spille i beskæftigelsesindsatsen. Man kan frygte, at det bliver den laveste fællesnævner, der kommer til at gælde, altså at jobcentrene fortrinsvis vil fokusere på den billige, kortsigtede aktivering, og ikke uddannelse, der nok koster, men er en langsigtet investering, siger Poul Hansen.

Han ser med spænding frem til de første tal over jobcentrenes indsats og resultater.

- Men også med en vis gru. Jeg håber at det lykkes den statslige del i jobcentrene at fastholde det sigte, de hidtil har haft i AF, pointerer Poul Hansen.

Se tallene fra Danmarks Statistik her:

Se tallene fra Danmarks Statistik her: