Flere unge vælger en SiD-uddannelse

Antallet af unge, der vælger en erhvervsuddannelse indenfor SiD's område, er steget - trods generel tilbagegang på praktikpladsområdet.

Mens antallet af indgåede uddannelsesaftaler er faldende, vælger flere uddannelse indenfor SiD's områder.Mens antallet af indgåede uddannelsesaftaler er faldende, vælger flere uddannelse indenfor SiD's områder.

Antallet af unge, der tager en erhvervsuddannelse indenfor SiD's område, er steget med cirka fem procent i det første halvår af 2003. Blandt andet har flere unge valgt uddannelsen til anlægsstruktør og procesoperatør.

På hele erhvervsuddannelsesområdet fortsætter de senere års negative spiral derimod med et faldende antal praktikpladser - et fald på 2,7 procent i første halvår 2003 sammenlignet med 2002.

Ideforladt regering

Det er SiD's uddannelseskonsulent Flemming Jensen, der har trukket SiD-tallene ud af de nyeste tal fra Undervisningsministeriet.

Han glæder sig over SiD's fremgang, men angriber regeringen.

- Antallet af unge uden praktikplads er støt stigende og det samme er antallet af elever i skolepraktik. Regeringens svar er kortere uddannelser, forringelse af uddannelsesgarantien og økonomiske nedskæringer i godtgørelsen til elever i skolepraktik. Det holder ikke.

- Det er erhvervslivets manglende evne til at oprette de nødvendige uddannelsespladser, der er hovedproblemet, og ikke de unges valg af uddannelse, siger Flemming Jensen.

De nye tal fra ministeriet viser endvidere, at antallet af praktikpladssøgende er steget med 5,9 procent til 12.122, og at antallet af elever i skolepraktik er steget med 14,1 procent til 7.252.

Udviklingen i SiD fordelt på grupperne

Fordelt på SiD's fire grupper, ser udviklingen indenfor de faglige uddannelser sådan ud:

B.O.S: Fremgang hos anlægsstruktører og tagdækkere. Øvrige fag har mindre tilbagegang. Antallet af skolepraktikelever stigende i murerfaget.

Industri: Fremgang hos procesoperatører og beklædningshåndværkere. Tilbagegang på industrioperatørområdet. Antallet af beklædningshåndværkere i skolepraktik er steget. Forventes at falde, da der er indført adgangsbegrænsning.

Transport- og Service: Stor fremgang inden for personbefordring og lager- og logistikoperatører. Mindre fald i lager- og transportoperatører samtidig med stor tilgang af skolepraktikelever til samme uddannelse.

GLS: Især stor fremgang hos anlægsgartnerne. Mindre fremgang i de øvrige uddannelser. Generelt stigning i antallet af elever i skolepraktik.