Knap to tusind ledige kommer i jobrotation
Under 2.000 ledige ventes at komme i jobrotation i år, fremgår det af svar fra Beskæftigelsesministeren. Jobrotation er ingen mirakelkur, lyder det fra a-kasserne.
Jobrotation på for eksempel Holstebro Sygehus har skaffet ledige i varige job som rengøringsassistenter. Men jobrotation er ingen mirakelkur, siger ekspert. (Arkivfoto Jens Bach) Der er afsat omkring 300 millioner kroner til jobrotation - dels i finansloven 2012, dels i akutpakken og ungepakken.
Ikke desto mindre regner Beskæftigelsesministeriet med, at kun omkring 1.925 ledige i år bliver berørt af jobrotation. Det fremgår af et svar fra Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) til Venstres Claus Hjort Frederiksen.
Selvom tallet alene er en beregning ud fra de afsatte midler, så klinger det realistisk i ørerne på Verner Sand Kirk, direktør i A-kassernes Samvirke.
Ambitiøs effekt på 50 procent
- Jobrotation bliver i øjeblikket italesat, som om det nærmest løser problemet med de mange, der står til at miste dagpengene. Der er masser af godt at sige om jobrotation. Men selv med de optimistiske briller på, har det en beskeden effekt, siger Verner Sand Kirk.
Ambitiøst set har jobrotation en nettoeffekt på 50 procent, vurderer han. Det vil sige, at er der 1.900 ledige som vikarer i jobrotation, kommer omkring 950 i varigt job bagefter.
- Du kan sammenligne det med, at der nu er sendt 42.000 akutbreve ud til ledige, der risikerer at ryge ud af dagpengesystemet. Så syner under 1.000 varige jobs jo ikke af meget, siger Verner Sand Kirk.
Ingen mirakelkur
Han understreger, at jobrotation er en glimrende ordning, der bør fremmes så vidt muligt. Også gerne ud over, hvad der ligger i bevillingerne.
- Jobrotation tager tid at få op i gear. Hele tilrettelæggelsen i forhold til uddannelse etc. er omstændelig. Men når det først kører, er det rimeligt enkelt og slet ikke så dumt. Men det er naivt at tro, at det er det mirakelmiddel, der alene løser problemet, siger Verner Sand Kirk.
I forbindelse med finanslovsforhandlingerne 2013 har Enhedslisten luftet kravet om, at der gennemføres 10.000 jobrotationsforløb hvert år i de næste tre år.