Stor erstatning for en arbejdsskade
En elektriker er ved Østre Landsret blevet tilkendt en erstatning på knap en halv million kroner, efter at han kom til skade under arbejdet med at opføre et butikscenter i Roskilde, oplyser DR Nyhederne.
Ulykken indtraf, da han stod på en stige og skulle bore et hul i væggen til et kabel. Skulderskaden betød to operationer og 16 måneders sygemelding i alt.
Stigen kunne ikke placeres tæt på det sted, hvor han skulle bore. Det betød, at han måtte betjene boremaskinen i én strakt arm. Samtidig måtte han læne sig til siden for at få vægt bag maskinen. Så da den satte sig fast, fik han et kraftigt vrid i skulderen.
I første omgang fik han ikke medhold, da erstatningssagen var for retten i Brøndby. Her mente dommeren, at der var tale om et hændeligt uheld. Byretten afviste påstanden om, at det var uforsvarligt, at arbejdsgiveren Bravida A/S - et af landets største installationsfirmaer - ikke sørgede for en lift.
Sagen blev så bragt for Østre Landsret, og her havde dommerne en helt anden vurdering. De fandt, at det ikke var sikkerhedsmæssigt forsvarligt, at arbejdet blev udført fra en wienerstige. Dommerne lægger i kendelsen vægt på, at elektrikeren faktisk bad om en lift uden at få sit ønske opfyldt.
Det er arbejdsgiveren, der er ansvarlig for, at håndværkeren ikke fik et egnet arbejdsredskab, lyder konklusionen. I alt skal Bravida af med 464.451 kroner i erstatning til elektrikeren og 125.000 kroner i sagsomkostninger.