Chefer skjuler ansattes arbejdsulykker
Brækkede arme, afrevne lemmer og andre alvorlige ulykker bliver holdt hemmelige for myndighederne.
Ole Rønhoff udfyldte papirerne med sin leder en måned efter en ulykke, der smadrede hans skulder. Men Royal Unibrew sendte aldrig papirerne ind. Nu har Ole fået afslag på erstatning, fordi ulykken ikke blev anmeldt til tiden. (Foto: Uffe Weng) Da Ole Rønhoff havde brygget Nikoline og Faxe Fad i 30 år, blev han ramt af en alvorlig ulykke. Royal Unibrew anmeldte aldrig ulykken, men gemte papirerne med anmeldelsen i skuffen. Derfor står han til at miste sin erstatning.
Og sagen fra Faxe er langt fra særlig. I hele landet skjuler virksomheder arbejdsulykker. To ud af tre 3F-afdelinger oplever, at virksomheder ikke anmelder ulykker, som de skal ifølge loven. Det viser en rundspørge fra Fagbladet 3F hos sagsbehandlere i 3F's afdelinger. I stedet må fagforeningerne gribe ind og anmelde ulykkerne, når arbejdsgiverne ikke følger loven.
- Det er katastrofalt, at mange virksomheder ikke anmelder ulykkerne. Det er direkte ulovligt, hvis de glemmer det eller vælger at skjule ulykken, siger Palle Larsen, chef for arbejdsmiljø i 3F.
Brækkede arme og mistede fingre
Problemet er så stort, at op mod hver anden ulykke på arbejdet aldrig bliver anmeldt, selvom loven kræver det. Og det er ikke kun småtterier, der bliver holdt skjult:
Af de arbejdsulykker, der medfører amputation eller en brækket knogle, bliver hver fjerde ulykke holdt skjult for Arbejdstilsynet. Det afslører en omfattende rapport, forskere på Odense Universitetshospital og Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning har lavet for LO.
- Det er et problem, at virksomhederne ikke anmelder ulykker. Man ville heller aldrig acceptere et regnskab, hvor 25 procent af de vigtige bilag var bortkommet. Det holder ikke, siger Jens Lauritsen, overlæge på Odense Universitetshospital
Nogle virksomheder, især mindre, ved ikke, at de skal anmelde ulykker, mens andre skjuler ulykker for at undgå kontrol af sikkerhed og arbejdsmiljø. Det fortæller Jens Skovgaard Lauritsen, der er kontorchef i Arbejdstilsynet.
- Nogle virksomheder anmelder ikke ulykker, fordi de ikke vil have opmærksomhed fra Arbejdstilsynet. Vi har hørt om tilfælde, hvor ansatte bliver kørt i privatbil til skadestuen sådan, at arbejdsgiveren undgår opmærksomhed fra Arbejdstilsynet, fortæller Jens Skovgaard Lauritsen.
Undgår kontrol
Hos industriens organisation, DI, er chefkonsulent Susanne Lindhardt overrasket over tallene:
- Det undrer mig, hvis så mange alvorlige ulykker ikke bliver anmeldt, siger hun.
Susanne Lindhardt påpeger, at nogle medarbejdere aldrig fortæller om ulykken til deres chef. Og så er det mere end svært for chefen at anmelde sagen. Hun kender ikke til, at virksomhederne skjuler ulykker for at gemme sig for Arbejdstilsynet eller undgå en dyrere forsikring.
- Det billede kan jeg ikke genkende fra de virksomheder, jeg taler med. Forsikringen er jo betalt, siger Susanne Lindhardt fra DI.