Ledigheden stiger for anden måned i træk

For anden måned i træk stiger ledigheden, men kun en smule. Arbejdsløsheden er dog lavere end for et år siden.

Ledigheden stiger for anden måned i træk. I juni måtte 900 flere stille sig op i køen af arbejdsløse. Den tæller nu 162.300 personer.Ledigheden stiger for anden måned i træk. I juni måtte 900 flere stille sig op i køen af arbejdsløse. Den tæller nu 162.300 personer.

Ledigheden stiger for anden måned i træk. I juni måtte 900 flere stille sig op i køen af arbejdsløse. Den tæller nu 162.300 personer.

Danmarks Statistik oplyser, at ledighedsprocenten ligger uændret på 5,9 procent af arbejdsstyrken.
Det er 0,3 procentpoint lavere end i juli 2010, hvor ledigheden senest toppede med 6,2 procent.

Juni måneds stigende ledighed ramte primært personer over 40 år. For en måned siden kom det overraskende for de fleste økonomer og beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V), at ledigheden i maj steg med 2600 personer.

Det fik Dansk Industri til at konkludere, at Danmark endnu ikke kan vinke farvel til krisen. I maj var bruttoledigheden på 161.900 personer - i juni var tallet steget en smule.

Senioranalytiker i Nordea Markets, Troels Theill Eriksen, siger, at det stadig går trægt med den indenlandske efterspørgsel.

- Dansk økonomi slikker fortsat sårene efter det kraftige fald i beskæftigelsen i kølvandet på finanskrisen og den store nedtur på boligmarkedet, siger han i en kommentar.

Til gengæld er det glædeligt, at arbejdsløsheden trods alt har ligget nogenlunde stabil det sidste halvandet års tid, lyder vurderingen.

- Med udsigt til fortsat fremgang i udlandet og høj opsparing blandt husholdningerne ser vi fortsat fortrøstningsfuldt på udviklingen på arbejdsmarkedet fremadrettet, hvor vi forventer en gradvist faldende arbejdsløshed med mulighed for lidt udsving undervejs, siger analytikeren.

LO's næstformand, Lizette Risgaard, tolker ledighedstallene som et tegn på, at den økonomiske krise langt fra er slut.

- Danmark befinder sig i økonomisk recession, og regeringens politik gør det kun værre, siger Lizette Risgaard.