Metro-arbejder får ikke selv glæde af skattesejr
Metro-arbejder nåede ikke selv at få glæde af at have vundet principiel sag over Skatteministeriet. Kort efter sejr i Østre Landsret døde han af hjertestop
Sagen har handlet om retten til standardfradrag for kost og logi ved ikke at kunne overnatte hjemme i forbindelse med arbejdet på metro-projektet. To metro-arbejdere havde begge omkring 100 kilometer fra hjem til arbejdsplads og valgte at bo i camp i umiddelbar nærhed af metro-arbejdspladserne, og rejste sag, da hjemkommunen ikke ville godkende fradrag. Den 61-årige Per Birger Klemmensen fra Fuglebjerg fik kun kort tid til at glæde sig over mange års kamp med det danske skattesystem.
Kort efter at han havde vundet en principiel sag ved Østre Landsret døde han af hjertestop. Hans søn, 33-årige Stig Klemmensen, oplyser, at hans far var ude at køre i bil, da han blev ramt af et hjertestop. Trods hurtig hjælp fra andre trafikanter og en tilkaldt ambulance, stod hans liv ikke til at redde.
- Han fik en advarsel for en halv snes år siden, hvor han samtidig fik en ballonudvidelse, og så må vi jo også erkende, at han har været hård ved sig selv med lange og fysisk hårde arbejdsdage. Det tærer på helbredet, siger Stig Klemmensen.
Med til mange store anlægsopgaver
Per Birger Klemmensen nåede at være med på mange store bygge- og anlægsopgaver - både i Danmark og mange steder i udlandet. Hans skattesag handlede om de godt fire år, han var beskæftiget ved det københavnske metro-projekt. Sammen med kollegaen Jan Viggo Hansen fra Korsør har de - så at sige på vegne at mange andre - kørt deres sag helt til ende. Den sluttede for bare få uger siden med, at Skatteministeriet erkendte sit nederlag ved ikke at anke en dom fra Østre Landsret.
Sagen har handlet om retten til standardfradrag for kost og logi ved ikke at kunne overnatte hjemme i forbindelse med arbejdet på metro-projektet. De to havde begge omkring 100 kilometer fra hjem til arbejdsplads og valgte at bo i camp i umiddelbar nærhed af metro-arbejdspladserne.
Deres hjemkommuner har imidlertid ikke villet anerkende nødvendigheden af at bo i camp. Østre Landsret fandt det imidlertid "tilstrækkelig godtgjort, at de på grund af afstanden mellem bopælen og det midlertidige arbejdssted i betydeligt omfang ikke havde mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl" og derfor opfylder betingelserne for at få fradrag.
- Han var naturligvis meget glad for at vinde sagen og få den afsluttet - ikke bare for sin egen skyld men også fordi han vidste, at den vil få betydning for mange andre bygningsarbejdere, siger Stig Klemmensen til Nyhedsbrevet3F.
Sønnen får også glæde af dommen, idet han selv har en tilsvarende sag fra sin tid ved metro-byggeriet. Den sag satte Landsskatteretten i bero for at afvente landsrettens afgørelse.