Frynsegoder skal holde på medarbejderne

Fryns for millioner. Medlemmerne af Dansk Metal har hentet frynsegoder for millioner af kroner ved de nyligt afsluttede lokale lønforhandlinger. Mangel på arbejdskraft får virksomhederne til at lokke med andet end løn.

Blandt frynsegoderne er sundhedsordninger, fitnesskort og medarbejderbredbånd, skriver Berlingske Tidende. Denne gang finder man blandt nyskabelserne også betalt fagforeningskontingent og betalt frokostpause.
”Vi har en række virksomheder, der har ladet sig inspirere af den offentlige sektor og betaler medarbejdernes frokostpause. Samtidig ser vi for første gang lokalaftaler om, at arbejdsgiveren betaler medarbejdernes fagforeningskontingent,” siger René Nielsen, formand for Metal Hovedstaden.
Selv om Dansk Metal endnu ikke har tal for omfanget af frynsegoder, kan formand Thorkild E. Jensen nikke genkendende til tendensen.
”Der er givet ekstra meget fryns i år, fordi der mangler arbejdskraft, og virksomhederne gerne vil holde på medarbejderne,” siger han.
Foruden frynsegoderne har Metals medlemmer også fået en lønforhøjelse på i gennemsnit 4,55 procent, eller hvad der svarer til 7,14 kroner mere i timen.