Kommuner bruger underbetalte udlændinge

Esbjerg og Frederiksberg kommuner lever ikke op til bygherreansvar, når de bygger.

To af landets største kommuner er taget i at anvende underbetalt udenlandsk og formentlig også ulovlig arbejdskraft. I forbindelse med to forskellige byggesager fra Esbjerg og Frederiksberg er kommunale byggeopgaver gået til danske firmaer, som imidlertid har solgt opgaven videre i underentrepriser til firmaer, der ikke udfører arbejdet på danske vilkår. Ingen af de to kommuner har kontrolleret, af hvem og hvordan arbejdet er udført.

- Statsministeren har så sent som i sin åbningstale sagt, at der skal være tale om ordnede forhold, når vi inviterer udenlandsk arbejdskraft til Danmark. Derfor har det offentlige som bygherre en særlig rolle for at sikre, at udlændingene ikke udnyttes, siger Gunde Odgaard, sekretariatsleder i BAT-kartellet, byggefagenes samarbejdsorgan.

25 kroner i timen

I sagen fra Frederiksberg er der tale om opførelse af kommunale plejeboliger. Her har 3F BJMF i to omgange konstateret, at murerentrepriserne er sendt videre i indtil seks underentrepriser med flere udenlandske håndværkere uden arbejdstilladelse. Bulgarske flisemurere har oplyst, at de aflønnedes med 30 euro for en arbejdsdag på ti timer, svarende til cirka 25 kroner i timen.

- Forholdene er nu bragt i orden, men jeg må indrømme, at det er 3F's fortjeneste, at vi er blevet opmærksomme på tingene, erkender Frederiksbergs tekniske direktør, Jacob Nordby.

Han oplyser, at kommunen i sine entreprisekontrakter kræver aflønning på vilkår, der svarer til overenskomsten på området.

- Den aktuelle sag giver imidlertid anledning til, at vi ser på, hvordan vi sikrer os, at vores politik også omsættes i handling.

I Esbjerg drejer det sig om tækkearbejde på en kommunal feriekoloni. Det danske firma Teknodan har videregivet opgaven til polske tækkemænd, der over for 3F Esbjerg har oplyst, at de får 15 kroner i timen. Arbejdet udføres i øvrigt på ulovlige og livsfarlige stilladser, mener fagforeningen, der har anmeldt forholdet til både politiet og Arbejdstilsynet.

Vedligeholdelseschef i Esbjerg Kommune Finn Thomsen mener ikke, kommunen har gjort noget forkert.

Faglig sekretær Jacob Scavenius fra 3F BJMF har i to omgange afsløret ulovlig udenlandsk arbejdskraft ved Frederiksberg Kommunes opførelse af plejeboliger. I baggrunden en af de underbetalte bulgarske murere.