3F: Arbejdstilsynet svigter fritidsjobbere
Mange af de unge, der har taget et sommerferiejob, arbejder for længe og for hårdt. Det kan LOs jobpatrulje endnu engang konstatere efter at have besøgt over 1300 virksomheder, hvor patruljen gennemførte 384 interview med fritidsjobbere.
Jobpatruljen har i igen i år fundet mange overtrædelser af arbejdsmiljøloven. Eksempelvis løfter hver tredje af de unge mere end de 12 kilo, som de må. Desuden er der flere eksempler på løft over 20 kilo. Samtidig arbejder hver tredje af folkeskoleeleverne mellem klokken 20 om aftenen og klokken 6 om morgenen, selvom det strider mod loven.
I 3F Ungdom er formand Mattias Tesfaye ked af, at historien gentager sig år for år.
- Det skyldes først og fremmest, at der er for svag opfølgning på alle de problemer, vi konstaterer, siger han ifølge DR Nyheder.
Ungdomsformanden kritiserer blandt andet Arbejdstilsynet, hvor mange af Jobpatruljens sager havner. Sidste år var det 154. I år er det foreløbig 63.
Dem følger Arbejdstilsynet op på med kontrolbesøg, men det er ikke tilstrækkeligt, siger Mattias Tesfaye, der kræver, at Arbejdstilsynet selv er meget mere opsøgende. Det vil nemlig have en forebyggende effekt, siger han.
Kontorchef i Arbejdstilsynet Sonja Jensen erkender, at Arbejdstilsynet ikke har noget særligt fokus på de unge, men siger:
- Hvis 3F har nogle ideer, forslag eller erfaringer, eller andre har nogle erfaringer, som de synes, vi skal have glæde af, er vi meget villige til at tage en snak med dem, hvis de henvender sig til os.